Valuta: Fortsat valutarisk våbenhvile inden centralbank-symposium
Der er stilstand i valutakurserne tirsdag, hvor investorerne fortsat afvikler positioner i euro mod dollar, uden at det dog giver anledning til skred i markedet.
En vigtig faktor er, at sommerferieperioden er på sit højeste i såvel Japan som i London og New York, hvilket traditionelt betyder en stille periode rent kursmæssigt, da handlen er begrænset og volumen er lille.
Mange markedsdeltagere afventer torsdagens tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, der indleder det årlige centralbanksymposium, der normalt er henlagt til Jackson Hole i Wyoming, men som i år er erstattet af videokonference på grund af coronapandemien.
Det virtuelle symposium har temaet "Navigering i det kommende årti: implikationer for pengepolitikken", og investorerne venter, at den amerikanske centralbankchef vil adressere Federal Reserves strategi, hvor især inflationsmålet på 2 pct. tiltrækker sig interesse.
Det skyldes, at der gennem de seneste måneder er opstået spekulationer om, at Federal Reserve vil erstatte det hidtil nominelle mål, der ikke er nået i mange år, med et gennemsnitligt mål, og derved indikere, at inflationen vil få lov til at ligge over målet på 2 pct. en rum tid, inden der bliver tale om renteforhøjelser.
- Hvis vi ikke får bløde meldinger, venter jeg, at vi rent faktisk vil se renten stige og presse den amerikanske dollar op, siger valutaanalytiker Imre Speizer fra Westpac i Sydney til Reuters.
Analytikeren peger på den massive svækkelse af dollar siden marts.
- Jeg tror, at det vi ser nu, er, at enhver undskyldning bliver brugt til at købe dollar tilbage, da de spekulanter, der har været med på vognen hele vejen, bliver nervøse og tager gevinsten hjem.
Stigende renter natten over har dog ikke givet udslag i valutamarkedet, selv om der stadig afvikles euro/dollar positioner.
- Vi venter mere konsolidering i euro/dollar i denne uge, skriver valutaanalytiker Kim Mundy fra Commonwealth Bank of Australia's i et notat.
Ej heller sterling er påvirket trods trods en udpræget mangel på fremskridt i den seneste runde brexit-forhandlinger med EU.
Euro koster tirsdag morgen 1,1805 dollar mod 1,1815 dollar mandag, mens dollar ligger i 105,90 yen per dollar mod 105,85 yen mandag.
Pund koster tirsdag morgen 1,3100 dollar mod 1,3070 dollar mandag eftermiddag.






