Valuta: Dollasvækkelse for fjerde måned i træk spås at fortsætte
Investorerne ser på en amerikansk dollar, der har tabt glansen gennem august måned og som er svækket for fjerde måned i træk, hvilket er den længste månedlige række siden sommeren 2017.
Og intet tyder på, at svækkelsen vil stoppe på nuværende tidspunkt, efter at den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, i sidste uge gav Federal Reserve licens til at gøre stort set, hvad den vil.
Det har givet en bred tillid til, at centralbankens nye strategi om at være endnu mere lempelig vil betyde, at renterne forbliver lave i endnu længere tid end hidtil ventet.
Mandag taler flere af centralbankens medlemmer af Federal Open Market Committee (FOMC), der står for Federal Reserves pengepolitik, og investorerne vil spejde efter eventuelle ledetråde om detaljerne i den nye inflationsmetodik.
- Denne uge kan blive præget af fortsat dollarsvækkelse, da markedet ser efter indikationer på de nye rammebetingelser, vurderer analytikere fra Barclays i et notat ifølge Reuters.
Samtidig kan månedsafslutningen og den tilhørende positionsjustering give anledning til tilbageholdenhed med yderligere dollarsalg, indtil månedsskiftet er ovre.
Og Barclays er ikke ene om vurderingen af en forstående fortsat dollarsvækkelse.
- Det står klart for os, at vi er i begyndelsen af en flerårig periode med dollarsvækkelse fra et stærkt eleveret niveau. Vores hidtidige tvivl om, hvorvidt dollar vil opleve et bred svækkelse trods risikoaversion, global recession og især ny markedssvaghed, er blæst væk af Fed, lyder det fra analytikerne Kit Juckes og Olivier Korber fra Societe Generale i en prognose ifølge Reuters.
I den mere specifikke ende af markedet, styrkes japanske yen, efter at en langvarig støtte for premierminister Shinzo Abe, chefkabinetssekretær Yoshihide Suga, angiveligt vil deltage i kampen om at efterfølge Shinzo Abe som Japans regeringschef.
Yoshihide Suga har længe bakket op om premierminister Abes økonomiske program kaldet Abenomics, og han forventes at forlænge den finanspolitiske og monetære stimulans, der har defineret Abes regeringstid.
Shinzo Abe valgte fredag at træde tilbage som premierminister af helbredsmæssige årsager.
Euro koster mandag morgen 1,1910 dollar mod 1,1900 dollar fredag eftermiddag, mens dollar ligger i 105,45 yen per dollar mod 105,30 yen fredag.
Pund koster mandag morgen 1,3345 dollar mod 1,3335 dollar fredag eftermiddag.

