Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar når laveste niveau i over to år

Valuta
/ritzau/FINANS

Dollar er fortsat på hælene tirsdag, hvor den amerikanske valuta falder over for en lang stribe valutaer og har kurs mod det svageste niveau over for euro siden maj 2018.

Den seneste tids gode takter på aktiebørserne får investorerne til at søge ud af dollar og ind i andre valutaer for at tage del i aktiefesten.

Desuden er dollarsvækkelsen et resultat af, at den amerikanske centralbank i sidste uge ændrede sine pengepolitiske rammer, hvilket fik investorerne til at satse på, at de amerikanske renter vil forblive ultralave i endnu længere tid.

- Det har ligesom sat sig i markedet, at de amerikanske renter vil blive fastholdt på meget lave niveauer i rigtig lang tid. Det er med til at underminere dollar, og vi ser, at den bliver svækket over en bred kam. Det gælder også over for pundet, der ellers i lang tid har haft det svært over for dollar på grund af brexit og coronakrisen, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.

En euro koster tirsdag eftermiddag 1,1983 dollar mod 1,1960 dollar mandag ved 17-tiden. Dollar er desuden svækket til 105,85 yen fra 106,05 yen mandag.

Pund koster 1,3460 dollar mod 1,3395 dollar mandag eftermiddag.

Med den seneste dollarsvækkelse ligger dollar tæt på 1,20-niveauet over for euro, hvor der kan blive udspillet en lille kamp.

- Der er lidt modstand omkring 1,20-niveauet. Det handler nok om psykologisk modstand, og så ligger der nogle optionsrelaterede positioner, som skal fordøjes, før vi kommer højere op. Men alt tegner til, at dollar vil blive svækket yderligere, vurderer Niels Christensen.