Fortsæt til indhold

Valuta: Sløve brexitforhandlinger og corona svækker pund

Valuta
/ritzau/FINANS

Britiske pund svækkes torsdag over for dollar, der generelt er styrket, mens pund lider under specifikke britiske vilkår.

De handler om manglende fremdrift i brexit-forhandlingerne med EU og de langsigtede skadevirkninger på økonomien som følge af coronapandemien.

Ifølge udtalelser fra vicechefen i den britiske centralbank, Bank of England, Dave Ramsden, onsdag kan den permanente tilbagegang beregnes til et minus på 1,5 pct.point for væksten i britisk økonomi.

Parallelt hermed har Michel Barnier, EU-Kommissionens chefforhandler i brexit-forhandlingerne, bemærket, at han er bekymret og skuffet over, at briterne ikke har flyttet sig.

- Pund-investorer vil ikke kunne ignorere brexit-risikoen for evigt, udtaler valutastrateg i tyske Commerzbank Thu Lan Nguyen til nyhedsbureauet Reuters.

Pund koster torsdag middag 1,3253 dollar mod 1,3340 dollar torsdag morgen og 1,3300 dollar onsdag eftermiddag. Samtidig koster euro 0,8911 pund mod 0,8901 pund onsdag eftermiddag.

Styrkeforholdet mellem dollar og euro trækker torsdag middag i retning af en stærkere dollar.

Ved middagstid koster euro 1,1811 dollar mod 1,1840 dollar onsdag efter en flirt med 1,20 dollar tidligere på ugen.

Torsdag formiddag var euro svækket til 1,1791 dollar, men blev kortvarigt styrket til 1,1835 dollar, da endelige PMI-data overraskede positivt i forhold til den tidligere opgørelse.

Svækkelsen af euro ses ifølge Reuters som udtryk for bekymring for, at en styrket euro opfattes som et problem i Den Europæiske Centralbank, ECB.