Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar finder fodfæste og styrkes over for euro

Valuta
/ritzau/FINANS

Den amerikanske dollar styrkes mandag og holder dermed fortsat godt fast i niveauet over for euro, der ellers gennem lang tid har været kraftigt styrket over for den amerikanske valuta i løbet af 2020.

Efter at euro kortvarigt flirtede med niveauet 1,20 dollar per euro, har den amerikanske valuta dog igen vundet lidt terræn, og mandag eftermiddag koster en euro 1,1814 dollar mod 1,1838 dollar per euro sent fredag aften og 1,1936 dollar per euro i begyndelsen af sidste uge.

- Den amerikanske dollar har fundet et stærkere fodfæste på det seneste, selv om hoppet forbliver forsigtigt. Pres fra ECB-topfolk, der er bekymrede for euros styrkelser, har hjulpet med at sætte ro på den negative tilgang til dollar, siger Alvin Tan, der er valutastrateg hos RBC Capital Markets, til nyhedsbureauet Reuters.

I denne uge holder Den Europæiske Centralbank (ECB) rentemøde, og her vil investorerne fokusere på, om banken kan finde på at åbne for flere stimuli til økonomien.

Forventningerne til en fortsat meget lempelig tilgang fra ECB er blevet skruet i vejret på det seneste efter flere bløde nøgletal og udmeldinger fra topfolk fra centralbanken.

Tidligere på året blev de kraftige styrkelser af euro udløst af vedtagelsen af en fælles hjælpefond efter coronakrisen, mens investorerne samtidig har været i tvivl om styrken af det amerikanske opsving efter krisen.

Over for det britiske pund, der generelt svækkes mandag, styrkes dollar til 1,3148 dollar per pund fra 1,3206 dollar ved dansk lukketid fredag.