Valuta: Dollar holder fast inden ECB-møde
Den amerikanske dollar fastholder tirsdag morgen det fodfæste, som valutaen genvandt mandag over for den fælleseuropæiske euro.
Bevægelserne er dog begrænsede, mens investorerne kigger frem mod denne uges rentemøde hos Den Europæiske Centralbank (ECB).
Her er der opstået forventning om en revideret tilgang til inflationen - blandt andet fordi flere ECB-topfolk har udtrykt en vis bekymring over de store styrkelser, som euro har taget over for dollar hen over sommeren.
Efter kortvarigt at have flirtet med niveauet på 1,20 dollar per euro, er den fælleseuropæiske valuta dog igen svækket en spids, og krydset synes nu at have fundet et mere stabilt leje omkring 1,18 dollar per euro.
Tirsdag morgen koster euro 1,1809 dollar mod 1,1826 dollar per euro ved dansk lukketid mandag.
Over for yen er dollar nogenlunde stabil, da man skal betale 106,29 yen per dollar mandag morgen mod 106,28 dollar per yen mandag eftermiddag dansk tid.
Hovedfokus for investorerne i denne uge er rentemødet hos ECB, hvor økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ikke venter nogen ændringer i de ledende rentesatser, men hvor der vil blive holdt godt øje med formuleringerne fra centralbanken.
- ECB kan øge bekymringerne over en yderligere styrkelse til euro og lave nogle nedadgående revisioner af inflationsprognoserne. Efter vores vurdering kan dollar styrkes yderligere i løbet af ugen grundet muligheden for, at ECB laver et skarpere dueagtigt træk, siger Kim Mundy, der er valutaanalytiker hos Commenwealth Bank of Australia, til nyhedsbureauet Reuters.






