Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar svækkes i spænding om valgresultat i USA

Valuta
/ritzau/FINANS

Optællingen af de amerikanske stemmer, der skal afgøre, om det er Donald Trump eller Joe Biden, der løber med præsidentsejren, tager al investorernes opmærksomhed onsdag.

Der er stadig stor usikkerhed om udfaldet, som både smitter af på aktier, obligationer og valutamarkedet.

Onsdag eftermiddag koster en euro 1,1723 dollar mod 1,1735 dollar tirsdag ved dansk børslukketid. I løbet af onsdagen har prisen for en euro både været oppe i 1,1770 dollar og nede i 1,1673 dollar.

- Vi så dollar komme under pres, da vi gik ind i valget, og nu ser vi, at det tager af, siger Salman Ahmed, chef makrostrateg hos Fidelity International, til Reuters.

Sideløbende ligger dollar i 104,37 yen mod 104,55 yen tirsdag eftermiddag. Også her har der været udsving i løbet af dagen.

Bookmakernes favorit til at vinde præsidentvalget har siden midnat skiftet flere gange. Først så det ud til, at Joe Biden ville vinde valget relativt klart, men så vendte bøtten og Trump blev udpeget som favorit. Onsdag ved middagstid er Biden igen i førerposition.

Indtil videre har Trump vundet i Ohio, Florida og Texas. De to sidstnævnte er nogle af de stater, hvor der er mange valgmænd på spil for de enkelte kandidater.

Ifølge de fleste eksperter afhænger meget nu af få svingstater.

Usikkerheden afspejler sig også i handlen med amerikanske statsobligationer. Her ligger renten på den tiårige T-bond i USA onsdag eftermiddag i 0,80 pct., som er 10 basispoint under niveauet, da det danske marked lukkede tirsdag.