Valuta: Dollar falder trods Trumps stimulustrussel
Den amerikanske dollar falder onsdag lidt tilbage, efter at valutahandlerne har set ud over den amerikanske præsident, Donald Trumps, trussel om at blokere en coronahjælpepakke på 892 mia. dollar.
Trump sagde, at den længe ventede hjælpepakke skulle ændres for at øge beløbet på stimuluschecken, hvilket potentielt kan forstyrre loven.
Men valutamarkederne tager det i stiv arm, og sender dollar lidt ned over for mere risikable valutaer såsom australske dollar, der styrkes til 0,7563 dollar fra 0,7526 dollar tirsdag eftermiddag.
- De finansielle markeder har ikke reageret på denne trussel fra Trump om at blokere pakken – vores opfattelse er, at der stadig er en forventning om, at Trump i sidste ende vil underskrive den, skriver analytikere fra MUFG i et notat ifølge Reuters.
Analytikerne vurderer dog, at markedets ligegyldighed kan skifte til risikoaversion og et rebound i dollar, hvis republikanerne i Senatet blokerer Trumps efterspørgsel efter mere stimulus.
Det britiske pund har svinget op og ned på håb om en aftale før Storbritanniens brexit-overgangsperiode slutter den 31. december. De fleste valutahandlere tror, at en aftale vil komme i hus, selv med så lidt tid tilbage til at skabe og ratificere aftalen.
- Markedet venter på de endelige resultater af brexit-forhandlingerne, og samtidig svinger det i takt med de modsatrettede nyheder om forhandlingerne. Det britiske pund vil forblive volatilt, siger Shinichiro Kadota til Reuters.
Britiske pund koster 1,3482 dollar mod 1,3333 dollar tirsdag eftermiddag, mens euro koster 1,2181 dollar, hvor prisen var 1,2174 dollar tirsdag eftermiddag.
Onsdag eftermiddag handles dollar for 103,53 yen, hvor der tirsdag eftermiddag gik 103,69 yen for en dollar.






