Valuta

Valuta: Dollar svækkes - fokus på valutaer med større risiko

Den amerikanske dollar svækkes mandag, da stigende globale aktiemarkeder og større risikoappetit hos investorerne får dem til at foretrække mere risikofyldte valutaer.

Euro er blevet styrket og koster 1,2295 dollar mandag først på eftermiddagen, hvor prisen torsdag eftermiddag var 1,2238 dollar. Dermed ligger dollar tæt på det svageste niveau siden midten af 2018.

Lav amerikansk rente, massivt amerikansk handels- og betalingsbalanceunderskud kombineret med en tro på, at verdenshandlen vil komme op i gear, ventes at øge fokus på andre valutaer end den amerikanske dollar.

En afgørende faktor for udviklingen i ugen er dog udfaldet af valget til Senatet i delstaten Georgia i USA.

- En demokratisk sejr der vil sandsynligvis resultere i en styrkelse af den amerikanske valuta, vurderer markedsanalytiker hos Oanda Jeffrey Halley over for Reuters.

Blandt de valutaer, der er fokus på i stedet for dollar, er den kinesiske yuan. Der skal knap 6,47 yuan til at købe en dollar mandag middag mod omkring 6,50 yuan nytårsaftensdag.

I Asien er den japanske yen ligeledes styrket i mandagens handel. Det sker trods, at Japans premierminister, Yoshihide Suga, har meldt ud, at hans regering overvejer at indføre undtagelsestilstand i Tokyo som konsekvens af stigende coronasmitte.

Dollar handles for 102,83 yen mandag morgen, hvor der gik 103,23 yen for en dollar torsdag.

Det britiske pund fortsætter med at styrkes efter brexit-aftalen. Der skal 1,3682 dollar til at købe et pund mod omkring 1,3650 torsdag eftermiddag. Det er niveauer, der ikke er set siden begyndelsen af 2018.

Læs også
Top job