Valuta

Valuta: Dollar styrkes af bekymring for senatsvalg og coronasmitte

Dollar har indhentet noget af mandagens tab tirsdag morgen, hvor bekymringer for senatsvalget i Georgia og det stigende antal smittetilfælde med coronavirus fik investorerne til at søge mod sikre havne - herunder den amerikanske møntfod.

I tirsdagens handelssession i Asien holdt dollar stand, efter de amerikanske aktier mistede lidt af pusten i mandagens handel og faldt fra en smule fra de rekordhøje kurser ved nytåret.

- Dollar vil fortsat blive handlet med en vis risikovillighed, siger Shinichiro Kadota, valutastrateg ved Barclays Capital, til Reuters.

Han vurderer, at investorernes appetit på dollar steg forud for senatsvalget i Georgia og på bekymring for det stigende smittetal med coronavirus.

- Men generelt burde risikovilligheden hænge ved ind i det nye år, og dermed vil dollar fortsat stå svagt overfor de mere risikable valuta, tilføjer Shinichiro Kadota.

Euro koster 1,2272 dollar tirsdag morgen, som minder meget om prisen mandag eftermiddag , hvor den lå på 1,2271 dollar for euro.

Det britiske pund har været under pres, efter premierminister Boris Johnson har givet ordre om en ny national nedlukning i et forsøg på at få bugt med en voldsom stigning i antallet af smittetilfælde med coronavirus.

Presset afspejler sig dog ikke i kursen, hvor euro handles for 0,9026 pund tirsdag morgen mod 0,9038 mandag eftermiddag.

Prisen på dollar er 102,97 yen tirsdag morgen, hvor der til sammenligning gik 103,13 yen for en dollar mandag eftermiddag.

Læs også
Top job