Valuta: Dollar kommer lidt væk fra det svageste niveau siden 2018
Den amerikanske dollar har torsdag taget et skridt væk fra det svageste niveau siden 2018.
Opturen til verdens reservevaluta er drevet af flugt til sikker havn i kølvandet af urolighederne på Capitol Hill og gevinsthjemtagning hos investorer, der havde satset på euro.
De større valutamarkeder var stort set uforstyrrede af scenerne fra Washington, men nogle analytikere udtaler ifølge Reuters, at stigningen til dollar torsdag indikerer, at der skulle købes noget sikker havn.
Den amerikanske dollar er ifølge Reuters blevet svækket med mere end 13 pct. siden toppen i marts sidste år. Mens positioneringerne i dollar fortsat er negative, så er analytikernes syn på valutaen for i år i stigende grad blandet.
På den ene side hævder nogle, at stigende inflationsforventninger baseret på forventninger om mere stimulus fra den amerikanske regering vil presse realrenten og lægge pres på dollar. Det gælder især, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ventes at holde renterne i ro og tillade inflationen at stige til over 2 pct.
Omvendt mener nogle, at en længere periode med en negativ positionering mod dollar såvel som stigende statsrenter kan hjælpe med at løfte valutaen på længere sigt.
- Løftet i både nominelle renter og inflationsforventningerne giver en interessant baggrundskulisse for aktivpriser. Så længe realrenterne er svage, så kan dollar forblive under pres, især med konsensusopfattelsen om at Federal Reserve vil tillade, at inflationen overstiger målet på 2 pct., siger Jane Foley, chef for valutastrategi hos Robobank, til Reuters.
Euro koster torsdag eftermiddag 1,2266 dollar mod 1,2282 dollar onsdag, mens dollar torsdag handles i 103,61 yen mod 103,38 yen onsdag eftermiddag.






