Valuta

Valuta: T-bondrenter holder hånden under dollar

Amerikanske dollar holdes fortsat oppe af de relativt høje amerikanske T-bondrenter, der i alt fald midlertidigt har sat en stopper for den hidtidige nedtur, der tidligere på måneden sendte den amerikanske valuta til et næsten treårigt lavpunkt versus de øvrige store valutaer.

Nu fokuserer investorerne på den kommende amerikanske præsident, Joe Biden, der senere på dagen vil skitsere sine planer for en ny runde massiv finanspolitisk stimulus.

Det kan give opadgående pres på de amerikanske renter, som kortvarigt kan understøtte dollar.

Men ny stimulus er et tosidet sværd, når det gælder valutamarkedet. For mere lempelse vil kreere øget efterspørgsel efter risiko-aktiver som aktier, der i sig selv giver en dollarnegativ påvirkning.

Joe Biden forventes at offentliggøre detaljer i en plan for "billioner" af dollar i finanspolitisk pandemi-støtte. Men trods de deraf forventede øgede renter, venter mange analytikere imidlertid, at en dollarstyrkelse vil blive midlertidig, da den primært vil være katalyseret af afvikling af baisse-positioner i dollar - spekulative positioner med sigte på en svækkelse af dollar.

På længere sigt ventes mere amerikansk stimulus til gengæld at understøtte risikostemningen, der tynger dollar grundet valutaens status som et fristed i problematiske tider.

- Jeg synes, at positionering i risikotillæg er ved at blive et problem, så der kan komme pres på dollar på kort sigt. Jeg fokuserer på gradvis dollarsvækkelse i 2021, siger chefstrateg Shusuke Yamada fra Bank of America i Tokyo til Reuters.

Den amerikanske dollar er styrket i fire af de sidste fem handelssessioner, da udsigten til mere stimulus har tynget de amerikanske statsobligationer og sendt benchmark-afkastet over 1 pct. for første gang siden marts.

Euro koster torsdag morgen 1,2140 dollar mod 1,2160 dollar onsdag, mens dollar ligger i 104,05 yen per dollar mod 103,95 yen onsdag.

Pund koster samtidig 1,3630 dollar mod 1,3640 dollar onsdag eftermiddag.

I den mere kuriøse ende af valutamarkedet har bitcoin fået tildelt opmærksomhed, efter at Den Europæiske Centralbanks topchef, Christine Lagarde, langede ud efter kryptovalutaen i en utvetydig kritik af den i hendes øjne "besynderlige valuta", der beskyldes som middel til hvidvaskning af penge, og derfor bør underkastes en global regulering.

- For de, der havde antaget, at det kunne blive til en valuta - jeg er ked af det, men det er et yderst spekulativt aktiv, der har ført nogle mystiske forretninger og nogle fuldstændig forkastelige hvidvaskningsaktiviteter med sig, lød det fra Lagarde ifølge den britiske avis Times.

- Det skal anvendes og aftales på globalt plan. For hvis der er et smuthul, vil det smuthul blive brugt, advarede hun.

Bitcoin koster torsdag morgen 36.840 dollar mod 34.760 dollar onsdag eftermiddag. En voldsom tredobling af værdien er kommet siden oktober sidste år efter en lang periode uden de helt store udsving i kryptovalutaen.

Læs også
Top job