Valuta: Dollar svækket forud for rentemøde i Federal Reserve
Dollar er svækket onsdag forud for rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, efter dansk lukketid, hvor det ventes, at centralbanken sætter renten op med 75 basispoint.
Sker det, er det fjerde rentemøde i træk, at renten sættes markant op.
Men en del af markedet venter nu, at næste møde til december vil starte en periode med en lavere stigningstakt. Og det ventes, at centralbankchef Jerome Powell vil komme med mere dueagtige signaler efter aftenens rentemøde.
- Markedet vil lede efter tegn på en potentiel opbremsning i stigningstempoet på mødet i december. Men det vil være en svær balance at finde for Powell, siger Daria Parkhomenko , valutastrateg hos RBC Capital Markets, til Reuters.
- Vi tror, at Fed vil bevare muligheden for at hæve 50 eller 75 basispoint i december, da der stadig er yderligere to inflations-rapporter og to jobrapporter op til det møde, tilføjer hun.
Onsdag eftermiddag koster en euro 0,9903 dollar mod 0,9840 dollar tirsdag.
I forhold til yen svækkes dollar til 147,09 yen per dollar mod 149,15 yen tirsdag eftermiddag. Yen er blevet svækket med 28 pct. mod dollar i år. Og den japanske finansminister og Bank of Japan intervenerede da også i september for at understøtte yen.
Rygterne vil vide, at der også er blevet interveneret i oktober.
- Det ligner ikke nogen intervention. Medmindre mønsteret har ændret sig i forhold til tidligere, så ville jeg vente, at vi ville se meget mere markante bevægelser, siger Ray Attrill, valutastrateg hos National Australia Bank.


