Fortsæt til indhold

Gigantisk investor om næste krise: »Centralbankerne kører uden reservehjul«

De største centralbanker i verden har ikke meget tilbage i arsenalet, når og hvis den næste krise rammer.

Investor

Verdens største centralbanker har brugt så meget ammunition på at rette op på økonomien efter finanskrisen, at der ikke er mange våben tilbage i arsenalet, når den næste recession rammer. Og det er én af de ting, man er mest bekymret for på længere sigt i den store kapitalforvalter Pimco, der er verdens største obligationsinvestor.

Sådan lød det fra Joachim Fels, der har titel af Global Economic Advisor og managing director i Pimco, der for nyligt holdt seminar i London. Han peger på, at verdensøkonomien i øjeblikket befinder sig i et miljø, som man i Pimco i 2014 kaldte new neutral. Det indebærer, at væksten og renterne er lave - og I Pimco forventer man, at dette miljø vil fortsætte.

»Det betyder, at centralbankerne kører uden reservehjul, for hvis og når den næste recession kommer, har beslutningstagerne ikke mange værktøjer til at bekæmpe nedturen,« siger Joachim Fels.

Efter at finanskrisen ramte tilbage i efteråret 2008 reagerede mange centralbanker ved at sænke renterne til nul eller ligefrem banke den ledende rentesats ned i negativt territorium. Samtidig satte centralbankerne gang i det ene obligationsopkøb efter det andet, som har fået centralbankernes balancer til at svulme op.

I eurozonen er den ledende rentesats stadig negativ og her køber Den Europæiske Centralbank stadig obligationer for mia. af kr. hver eneste måned. På den anden side af Atlanterhavet har centralbanken Federal Reserve sat renten op ad flere omgangen, og den er samtidig i gang med stille og roligt at nedbringe sin balance. Federal Reserves ledende rente med intervallet på 1-1,25 pct. er stadig lav i en historisk sammenhæng.

»Centralbankerne kan ikke bruge ret mange basispoint på at sænke renten, og det vil være svært at udvide deres balancer mere, så det bliver meget svært at adressere det, når den næste nedtur kommer,« siger Joachim Fels.

Konsekvensen kan være, at den næste recession vil vare i længere tid. Men da man i Pimco peger på, at man ikke ser nogen store ubalancer i økonomien i øjeblikket vil den sandsynligvis ikke være lige så dyb, som den der fulgte efter finanskrisen i 2008.

Hvis man skal tage de positive briller på, så forventer man i Pimco, at der ikke er nogen større nedtur lige rundt om hjørnet.

Artiklens emner
Pimco
Centralbanker