Fortsæt til indhold

Mærsk-aktionærerne mistede 18 mia. kr. i markedsværdi

Investor
/ritzau/FINANS

Tirsdag var en hård børsdag for A.P. Møller-Mærsk.

B-aktien sluttede nederst i det danske C20 Cap-indeks med et fald på 7,1 pct. til 11.220 kr. og er nu faldet 0,4 pct. i år, når der ikke tages højde for udbytte. A-aktien sluttede lige over med et fald på 6,8 pct. til 10.850 kr.

Dermed blev aktionærerne i selskabet knap 18 mia. kr. fattigere i forhold til mandag. Markedsværdien af selskabet faldt fra knap 248 mia. kr. til lige omkring 230 mia. kr.

Faldet kom oven på et regnskab for tredje kvartal, som Sydbank over for Ritzau Finans betegnede som lidt svagt.

- Regnskabet er overordnet set en pil ned, da Maersk Lines resultater ikke er så gode, som man kunne have forventet.

- Det er specielt overraskende, at fragtraterne er faldet i tredje kvartal i forhold til andet kvartal. Det strider en del mod, hvad vi har set fra konkurrenterne i deres seneste regnskaber.

- Samtidig er volumerne også til den svage side, men det skyldes dog delvist det hackerangreb, Mærsk var ramt af i sommer, så det er ikke specielt bekymrende, vurderede aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank.

Hovedtallene for hele Mærsk-gruppen er påvirket af en nedskrivning på 1,75 mia. dollar i Maersk Drilling, der efter planen skal sælges inden for 12 måneder og derfor nu er klassificeret som ophørt aktivitet.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Morten Imsgard