Disse obligationer kan give aktier baghjul
Nordea peger på flere obligationstyper, hvor det forventede afkastpotentiale det kommende år er tocifret, men hvor risikoen er tilsvarende høj.
Der er måder, hvorpå man kan krydre sin obligationsportefølje med mere farverige indslag, hvor risikoen er høj, men hvor det forventede afkast også ligger i den høje ende og på en god dag er på linje med aktier.
Sådan lyder det fra seniorstrateg i Nordea Andreas Østerheden.
»Obligationer er meget mere end sikre realer og stater. Investorer kan også tage en mindre del af obligationsporteføljen og give den lidt ramasjang og kulør. På den måde giver man sig selv mulighed for et bedre afkast på den del af porteføljen, hvor vi derudover ikke forventer de helt store afkast,« siger Andreas Østerheden.
Investorerne kan godt lide at have 'sikre' obligationer, såsom stats- og realkreditobligationer i porteføljen, fordi de har tendens til at stige i kurs, hvis der sker et kraftigere fald på aktiemarkedet. Det skyldes bl.a., at investorerne typisk vil søge mod de mere sikre investeringer i perioder med turmult på markederne.
Andreas Østerheden peger på, at man som investor kan se mod valutaobligationer, hvor man investerer i obligationer med fokus på både afkast fra en høj rente og en forventet gunstig valutaudvikling. Omvendt er risikoen ved at investere i disse obligationer også høj, og så kan det pludselig gå stærkt den anden vej.
Hvis man er parat til at give obligations-porteføljen et spark bagi og sætte både renten og valutaen i spil, kan man se nærmere på nedenstående obligationstyper:
Mexicanske valutaobligationer:
Her er der tale om helt andre renter end i Danmark. En to-årig valutaobligation handles i øjeblikket til en effektiv rente på over 7 pct., og dertil kan man lægge den valutagevinst, som pesoen kan trække hjem. Det forventer Nordea, at den vil, og derfor ligger det forventede afkast på denne type obligationer på godt 11 pct. det kommende år målt i danske kroner.
»Den mexicanske valuta er blandt vores foretrukne valutaer blandt landene i Emerging Markets. Valutaen blev hårdt ramt af præsident Trumps trusler i valgkampen sidste år, men manglen på handling bag ordene har givet en tilsvarende lettelse. Nu er det så den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA), hvor der rasles med sablerne, men mon ikke resultatet igen bliver et lettelsens suk?« siger chefanalytiker hos Nordea, Anders Svendsen.
Tyrkiske obligationer:
Går du efter en endnu højere effektiv rente, men med lidt mindre potentiale i forhold til valutaen, skal du kigge nærmere på de tyrkiske obligationer. En tyrkisk valutaobligation med udløb om tre år kan man i øjeblikket købe med en effektiv rente på ca. 10,50 pct.
Lægger man dertil den forventede styrkelse af den tyrkiske lira, kan du se frem til et afkast på knap 13 pct. det kommende år.
»Tyrkiske lira har ikke helt det samme potentiale til stigninger som den mexicanske peso, og usikkerheden er også markant større. Men som kompensation får man som investor altså også en ganske solid tocifret rente. Valutaen kan svækkes rigtigt meget i perioder, men kan man holde til det, så kan der være en fin fortjeneste på den lange bane,« siger chefanalytiker Anders Svendsen.
Norske obligationer:
Hvis man vil gå all in på muligheden for at score på valutaudviklingen, kan man sætte pengene i norske obligationer. Norge tilbyder ganske vist ikke så høj en effektiv rente, under 1 pct. Men hvis man tror på, at den norske kroner skal styrkes de kommende måneder, kan en investering i norske obligationer pludselig give et afkast i den helt sjove ende.
Nordea forventer, at afkastet kan blive tocifret, hvis valutaen udvikler sig som forventet.
»Olieprisen er steget, og det har styrket den norske valuta. Vi ser ikke nye olieprisfald i horisonten og vil man investere i en valuta fra de etablerede markeder, er den norske krone i øjeblikket vores foretrukne,« siger Anders Svendsen.
