Mercedes afslår aktiesalg for 28 mia. til kinesisk Volvo-ejer
Den kinesiske bilfabrik Geely vil have Mercedes til at udstede 5 pct. nye aktier.
"Nein, danke", lød svaret fra Mercedes til den kinesiske bilproducent Geely.
Geely, der blandt andet ejer Volvo, ville have Mercedes til at udstede op til 5 pct. nye aktier i moderselskabet Daimler til en rabatpris på 28 mia. kr., skriver Reuters.
Men den tyske bilfabrik afslog kineserne og henviste Geely til, at selskabet bare kunne købe aktierne på børsen:
»Vi er udmærket tilfreds med vores nuværende ejerstruktur,« lyder svaret fra tyskerne.
Repræsentanter for de to bilfabrikker mødtes for nylig i Beijing på Geelys anmodning. Her skulle kineserne have fremsat et ønske om at købe mellem tre og fem pct. aktier i Daimler i form af nye aktier.
Hverken Geely eller Mercedes har ønsket at kommentere mødet om aktiekøbet.
Ifølge Reuters' kilder skulle rationalet fra Geelys side være, at man gerne vil lave et joint venture med Mercedes om at producere elektriske biler, og at kineserne stadig håber på, at det kan blive en realitet.
Mercedes er ikke uvant med større aktionærer, der ikke umiddelbart kommer fra Stuttgart og nærmeste omegn.
Den største aktionær i Daimler er Kuwait Investment Authority med 6,8 pct. og BlackRock, der sidder på 6 pct. En nyudstedelse til Geely ville gøre kineserne til den tredjestørste aktionær.
Daimlers afvisning skal ses som en refleksion af de nuværende aktionæres holdning. Den overvejende holdning er, at de nødigt ser deres aktieandel blive udvandet ved en ny udstedelse af aktier. Og slet ikke med en rabat.
Det var ikke umiddelbart muligt at få en kommentar fra Geely til, om selskabet vil begynde at købe aktier op i det åbne marked i stedet for at satse på en aktieudviudelse, skriver Reuters.
Daimler har allerede et joint venture med den kinesiske bilfabrik BAIC Motor Corp., der tidligere er blevet omtalt af Mercedes som »vores vigtigste partner i Kina.«
Det er mindre end en måned siden, at Mercedes og BAIC offentliggjorde planer om at investere mindst 757 mio. dollars i en fabrik, der skal producere batterier til el-biler og en egentlig elbil-produktion i Kina.
Desuden har Mercedes også et samarbejde med den kinesiske bilproducent BYD, der har Warren Buffett blandt sine aktionærer.


