Gratis penge tænder op under jordpriserne
Begår vi de samme fejl som sidst? Investorerne leder i hvert fald desperat efter alternativer til de negative renter i banken
Det bliver spændende at se, hvad den negative rente og de pengepolitiske tiltag gør ved det finansielle marked på længere sigt. På aktiemarkedet er det i hvert fald unormale tider. Der går unormalt lang tid mellem dage med en korrektion nedad på en procent. Det er de bedste og mest vedvarende stigninger på aktierne, der nogensinde er målt.
Vi er desuden i den specielle situation – som vi har det rigtigt skidt med – at vi betaler for at have penge stående i banken. Siden slutningen af 2016 er der næsten sket en fordobling i folk, der bliver opkrævet renter på indestående, så de nu udgør ca. halvdelen af indlånsmængden i erhvervsvirksomheder, viser tal fra Nationalbanken. De næste 40 pct. er indlån med nul pct. renter, og så er der ca. 10 pct. tilbage, som får en positiv rente.
Jeg bliver kontaktet hver eneste uge af folk, der i desperation forsøger at finde alternative placeringer, idet banken nu kræver negativ rente. Folk bliver tilbudt alverdens investeringsmuligheder – alt fra ejendomsinvesteringer, energiprojekter som fx vindmøller og solcelleparker til de mere eksotiske virksomhedsobligationer. Jeg er bekymret for, at vi igen begår de samme fejl som sidst: Vi får placeret vores likviditet i ting, som vi senere fortryder. Der er rigtigt mange faldgruber, og du skal læse alt med småt. Mange alternative investeringsprojekter har en exit på f.eks. fem år. Det betyder, at du modsat aktier, som er ekstremt likvide, så er døren lukket, hvis du forsøger at komme ud, hvis du ser et stormvejr nærme sig.
Indenfor vores branche, landbruget, kommer der konstant henvendelser fra investorer, som ser landbrug og specielt jord som et interessant investeringsobjekt. Der er også en stor søgning syd for grænsen. Der er rigtig mange, der har porteføljer på et trecifrede millionbeløb. De er fuldt opmærksomme på risikoen i aktier, virksomhedsobligationer og specielt ejendomsmarkedet. Jorden i europæiske lande som Tyskland, Holland, England handler på afkast helt nede omkring 1,00 til 1,50 pct. Østeuropas jord er fortsat interessant investeringsmæssigt, men her bekymrer den politiske situation investorerne. Derfor kigger mange mod Danmark, hvor jorden i generelle termer handles til fair pris. Desuden er vore setup topprofessionelt, og der er ingen politisk uro.
Det bliver enormt spændende at følge pengene de kommende år, og hvor store og skæve prissætningerne bliver på aktiverne. Efter vores analyser kommer en recession først på den anden side af 2020, så der er måske et par år endnu med gode tider og stigninger på aktier og ejendomme, herunder jorden.


