Fortsæt til indhold

Bitcoins massive vækst fortsætter: Ganske få mennesker sidder på verdens beholdning

1000 mennesker ejer 40 pct. af verdens bitcoinbeholdning, skriver amerikansk medie.

Investor

Bitcoin-manien fortsætter til nye højder, hvor en enkelt bitcoin i skrivende stund har en værdi på mere end 17.000 dollars.

Men nu advarer flere eksperter, at den alternative valuta er udsat for massiv spekulation, hvor en gruppe på ca. 1000 mennesker ejer 40 pct. af alle bitcoins.

Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.

Dermed har en mindre gruppe mennesker en betydelig magt over kursen på den populære valuta.

Det blev særlig anskueliggjort for nylig, da en enkelt rig bitcoin-ejer flyttede for over en milliard kroner bitcoins til en onlinebørs, der tillod handel med valutaen.

Det fik bitcoin-kursen til at stige massivt, da spekulanter fra hele verden afventede, om bitcoin-ejeren ville sælge ud af sin beholdning eller ej.

Gruppen af bitcoinejere, der sidder på en stor beholdning af verdens samlede bitcoins, har fået tilnavnet "whales", og de er en stigende bekymring for investorer og økonomiske eksperter.

Det viser sig nemlig, at mange af de såkaldte "whales" kender hinanden og kan derfor næsten frit vælge, hvilken retning bitcoinmarkedet skal tage.

Manipulation af kursmarkeder er under normale omstændigheder ulovligt, men når det kommer til bitcoin er der ingen faste reguleringer endnu. Der er dermed frit spil for valerne.

Beretningen om kursmanipulation kommer i en tid, hvor bitcoin er på vej ind på de mere konventionelle børsmarkeder.

Således har flere børser som CME Group og CBOE oplyst, at de vil begynde at handle bitcoin i denne måned. Nasdaq har også informeret, den vil begynde at forestå handler med bitcoin i løbet af 2018.

CME Group er en af verdens største børser, der håndterer ca. tre milliarder kontrakter på flere milliarder kr. årligt.

Artiklens emner
Bloomberg