2018 bliver sværere for investor

2018 bliver for investeringsmæssigt en del mere udfordrende, end 2017 har været. Det skyldes ikke, at væksten bliver mærkbart anderledes, eller at større kriser truer, men først og fremmest at forventningerne er blevet tilpasset, så barren for at leve op til investorernes nu ret høje krav bliver hævet ganske betragteligt.

Samtidig vil en af de stærkeste drivkræfter i markedet de senere år gradvist forsvinde og måske endda til slut blive en modvind. Her taler jeg om centralbankernes obligationsopkøb. Fra sommeren vil Den Europæiske Centralbanks opkøb i obligationer i størrelse blive overgået af en tilsvarende afvikling af Federal Reserves beholdning. Til efteråret er ECB sandsynligvis færdig med at købe op, og Bank of Japan vil være sidste mand på skansen. Det bliver begyndelsen til et andet likviditetsmiljø i markedet, som på sigt vil øge markedsudsvingene til mere normale niveauer.

Det vil også være naturligt, at inflationen viser tydeligere tendenser til stigninger – særligt i USA - hen imod næste nytår. Det er resultatet af vedvarende jobskabelse, som efterhånden leder til knaphed på arbejdskraft. Det vil føre til spekulationer om hastige renteforhøjelser fra Federal Reserves nye og uprøvede styrmand Powell – og det kan udfordre roen på obligationsmarkederne med afsmitning til andre markeder. Ethvert tegn på positive makroøkonomiske effekter af Trumps skattereform kan give yderligere næring til disse bekymringer, da kapaciteten i økonomien er begrænset. Effekten af sænkning af virksomhedsskatter synes i det store hele indregnet i aktiekurserne, men mindre virksomheder, der faktisk får mest ud af skattelettelserne, er endnu ikke blevet belønnet af markedet. Den belønning kommer i 2018.

I baggrunden lurer desuden stadig frygten for, at Trump gør alvor af sine trusler om handelsrestriktioner. Andet halvår af 2017 bød på små skridt i den retning, men indtil videre ligner det mest retorik. Men et skifte i Trumps linje i retning af mere protektionisme er stadig et afgørende risikoelement også i 2018. NAFTA-genforhandlinger hen over 1. kvartal giver måske syn for sagen.

Økonomisk opbremsning i Kina gennem 1. halvdel af 2018, venter jeg, sætter en stopper for den positive stemning i Kina-afhængige emerging markets. Kina er det mest oplagte bud på en negativ overraskelse for global vækst, hvis stramningerne bider hårdere end ventet. Risikoen for en mere alvorlig nedtur i Kina vurderer vi stadig som beskeden på kort sigt. På længere sigt er det tvivlsomt, om Kina kan blive ved at køre på steroider.

Det første bump af mere politisk karakter kommer fra årets start. Omkring nytår påbegyndes det valgcirkus, der ifølge sejlivede rygter kulminerer i et italiensk parlamentsvalg den 4. marts. Her vil klovnen Grillo, skattebedrageren Berlusconi, energiske Renzi og et par kandidater på højrefløjen positionere sig for at opnå vælgernes gunst. Parallelvaluta, euroexit og flygtningekrise bliver blandt hovedtemaerne i en valgkamp, der kommer til at stå i skærende kontrast til Macrons forsøg på at samle Europa. Det ventes at ryste aktiemarkedet kortvarigt, men vil ikke vælte det. Selv i den skræmmende situation, at de euroskeptiske yderfløje opnår flertal, virker det højst usandsynligt, at de kan enes om noget – inklusiv den euroafstemning, der ville sende chokbølger gennem markedet. Selvom europæiske aktier kan komme under pres op til valget, fastholder vi, at Europa er den mest interessante region at investere i til næste år.

Når alt det er sagt, ventes væksten at forblive så solid og (i størstedelen af året) omkostningspresset så moderat, at virksomhederne stadig vil vise pæn vækst i indtjeningen – dog i klart mindre grad end i 2017. Og da renten trods en stigende tendens og stadig større udsving vil forblive på et overordnet lavt niveau, så ender vi med en cocktail, der sikrer, at vi for året som helhed vil se aktier, der klart slår obligationer – dog med flere skvulp på vejen. Det er mere tvivlsomt om det også gælder 2019, men det ser vi på til næste jul.