Eks-milliardærs opfindelse er kommet på børsen - investorer har allerede tabt penge
NPInvestor, der har it-manden Erik Damgaard som storaktionær, har ikke fået nogen god start på tilværelsen på børsen.
Finansvirksomheden NPinvestor er onsdag kommet på minibørsen First North, men børsnoteringen har ikke været nogen succes. I hvert fald ikke for de 923 investorer, som købte sig ind i selskabet til en udbudskurs på 17 kr.
NPInvestor bliver nemlig handlet til en kurs på 14 kr. pr. aktie, og dermed er der skåret mere end 15 pct. af kursen i forhold til udbudskursen.
Erik Damgaard er storaktionær i NPinvestor. It-manden blev landskendt i Danmark, da han sammen med sin bror Preben Damgaard solgte deres fælles virksomhed Navision for et milliardbeløb til Microsoft. Salget af Navision gjorde Erik Damgaard til milliardær, og han levede et liv i overhalingsbanen.
Han købte bl.a. én af Danmarks dyreste boliger, Bella Vista, der ligger på Hambros Alle i Hellerup nord for København. Samtidig investerede han i flere projekter.
Investeringerne var dog langt fra lige så succesfulde som Navision, for Erik Damgaard endte med at miste næsten hele sin formue på investeringerne.
Erik Damgaard har i flere år holdt lav profil, men med børsnoteringen af NPinvestor tiltrækker han sig igen opmærksomhed. For »udbuddet skal bl.a. give NPinvestor.com A/S kapital til internationalisering af det banebrydende investeringskonceptet Copy trading, der indgår i den egenudviklede handelsplatform Straticator, der er udviklet af IT-manden Erik Damgaard,« som NPinvestor tidligere har skrevet i en fondsbørsmeddelelse.
For NPinvestor vil børsnoteringen betyde, at selskabet fremover vil have tre ben; en fondsmæglerlicens, handelsplatform og mediet npinvestor.dk.


