Fortsæt til indhold

Nordea er kommet i modvind: »Vi er ikke tilfredse«

Den skandinaviske storbank har oplevet tilbagegang på både top- og bundlinje i fjerde kvartal.

Casper von Koskull bebudede i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, at flere tusinde stillinger i Nordea skulle skæres væk. Foto: Vilehlm Stokstad/TT News Agency via AP
Investor

Tilbagegang og svagere end ventet. Det er overskriften på det regnskab for fjerde kvartal, som den skandinaviske storbank Nordea netop har sendt på gaden. Både på top- og bundlinjen er banken nemlig gået tilbage, og på flere punkter klarer banken sig dårligere, end analytikerne havde ventet.

»Vi er ikke tilfredse med resultatudviklingen i den sidste del af 2017. Vi forventer resultatvækst i 2018 med lidt højere indtægter, lavere omkostninger og en stabil kreditkvalitet. Nordea er i dag stærkere og langt mere robust, så jeg er sikker på, at vi er klar til at håndtere risici og udfordringer samt udnytte fremtidige muligheder på vores hjemmemarkeder,« lyder det i en kommentar til regnskabet fra Nordea-chefen Casper von Koskull.

Banken havde i fjerde kvartal nettorenteindtægter på 1.109 mio. euro, hvilket er en tilbagegang på 8 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det var med til at hive bankens samlede indtægter ned med hele 13 pct., så de landede på 2.228 mio. euro.

Samtidig steg bankens omkostninger i kvartalet med 10 pct. til 1.361 mio. euro. Bundlinjen faldt også voldsomt i forhold til samme periode sidste år. I fjerde kvartal 2016 kom banken ud med et overskud på 1.100 mio. euro, men i det sidste kvartal af 2017 endte det på 629 mio. euro. Det svarer til et fald på mere end 40 pct.

Ser man på analytikernes forventninger, står det klart, at de havde sat næsen op efter mere. De havde f.eks. ventet, at nettorenteindtægterne ville lyde på 1.152 mio. euro, og at de samlede indtægter ville lande på 2.377 mio. euro. Bundlinjen var også svagere, end analytikerne havde forventet. Her havde de nemlig regnet med et resultat på 688 mio. euro, og det endte altså på 629 mio. euro.

Artiklens emner
Nordea
Casper von Koskull