Fortsæt til indhold

Novo rygtes på vej med højere bud på Ablynx

Novo foreslår at betale betale 30,50 euro per aktie i det belgiske biotekselskab Ablynx.

Investor
/ritzau/FINANS

Novo Nordisk forbereder et forhøjet bud på det belgiske biotekselskab Ablynx, skriver nyhedsbureauet Bloomberg med henvisning til kilder, der ønsker at være anonyme.

Ifølge kilderne kan den danske medicinalkæmpe muligvis allerede i næste uge præsentere Ablynx for et nyt bud. Novo håber i den forbindelse at få adgang til Ablynx' datarum og indlede drøftelser om en overtagelse.

Novo har i forvejen foreslået at betale 30,50 euro per aktie for Ablynx, der dog har afvist Novo af flere omgange.

Ablynx går ifølge Bloomberg efter at få mere end 40 euro per aktie.

Det belgiske biotekselskab har forsøgt at lodde stemningen for et modbud hos andre potentielt interesserede købere, såsom franske Sanofi, amerikanske Merck og schweiziske Roche, oplyser kilderne. Hvorvidt de er interesserede i en handel, er uklart, skriver Bloomberg.

Aktien i Ablynx stiger fredag yderligere 4,1 pct. til 37,3 euro. Den samlede markedsværdi af Ablynx ligger dermed på 2,8 mia. euro, eller lige over 20,8 mia. kr.

Inden Novo annoncerede sin interesse i Ablynx, lå aktien i 21,20 euro.

Artiklens emner
Ablynx
Novo Nordisk