- Opdateret 02/02/2018 kl. 14:30
TDC-chef har solgt aktier for stort millionbeløb
Chefen for TDC i Norge har solgt 1,2 mio. TDC-aktier.
Dagen efter at planerne om en fusion mellem den danske telegigant TDC og den svenske underholdningsmastodont MTG blev offentliggjort, er det kommet frem, at én af de øverste chefer i TDC har valgt at sælge ud af sine aktier i TDC.
Det drejer sig om Gunnar Evensen, der er øverste chef for TDC i Norge og Get, der har solgt 1,2 mio. TDC-aktier. Det har indbragt ham 42,8 mio. kr. Det oplyser TDC i en meddelelse til fondsbørsen.
Salget blev ifølge fondsbørsmeddelelsen foretaget den 2. januar i år.
TDC offentliggjorde i går, torsdag årsregnskab for 2017. Af regnskabet fremgår det, at der blev brugt 55,6 mio. kr. på et aktiebaseret incitamentprogram i Norge. Hvor stor en del af dette program, der er tilfaldet Gunnar Evensen, fremgår ikke.
Regnskabet viser dog, at Gunnar Evensen ved udgangen af 2017 havde lidt over flere end 700.000 TDC-aktier, og at de på dette tidspunkt havde en værdi af 27,1 mio. kr.
Selv om tidspunktet for salget umiddelbart virker godt, da TDC aktien nu bliver handlet til en lavere kurs en i begyndelsen af året, så svarer salget til en gennemsnitskurs på 35,9 kr. pr. aktie. TDC-aktien bliver i skrivende stund handlet til en kurs i omegnen af kurs 37.
TDC har ikke nogen kommentar til salget.