Fortsæt til indhold

Topdanmark har fundet sin nye topchef i egne rækker

Peter Hermann skal afløse Christian Sagild som topchef i Topdanmark. Samtidig stopper direktionsmedlem.

Investor

Forsikringskæmpen Topdanmark har nu sat navn på sin nye topchef. Valget er faldet på den 44-årige Peter Hermann, der kommer fra en stilling som chef for Topdanmark Livsforsikring, som han har stået i spidsen for siden 2016, hvor han kom fra PFA.

Det oplyser Topdanmark i en fondsbørsmeddelelse.

Peter Hermann overtager styringen af Topdanmark med øjeblikkelig virkning, og han tager over efter Christian Sagild, der stoppede på posten ved årsskiftet.

»Efter en grundig rekrutteringsproces er bestyrelsen glade for at udnævne Peter Hermann som ny CEO for Topdanmark. Peter Hermann har som CEO for Topdanmark Livsforsikring været ankermanden bag den succesfulde udvikling i Topdanmark Livsforsikring,« udtaler Torbjörn Magnusson, der er bestyrelsesformand i Topdanmark, i forbindelse med udnævnelsen.

I forbindelse med udnævnelsen af Peter Hermann som ny adm. direktør, oplyser Topdanmark, at koncerndirektør Marianne Wier stopper. Dermed vil direktionen fremover bestå af Peter Hermann, finansdirektør Lars Thykier og driftsdirektør Brian Rothemejer Jacobsen.

»Jeg ser frem til - sammen med den øvrige direktion - at sætte mit præg på den fremtidige udvikling af Topdanmark. Vi skal fortsat blive mere digitale, udbygge konkurrencekraften og udvikle og tilbyde kundevenlige løsninger, så kunderne hurtigt, nemt og enkelt får løst deres henvendelse eller problem,« siger Peter Hermann.

Artiklens emner
Topdanmark
Christian Sagild