- Opdateret 07/02/2018 kl. 08:55
Vestas kunne ikke slå rekordåret: Sænker udbytte
Den danske vindmøllegigant er onsdag morgen kommet med et årsregnskab, der ikke kunne følge med det historiske 2016.
Vestas slog i 2016 den ene rekord efter den anden.
Men i 2017 kunne den danske vindmøllegigant ikke komme op på samme store klinge. Det viser et nyt årsregnskab.
Således faldt både omsætningen og overskuddet i 2017 sammenlignet med året forinden, ligesom både omsætningen og indtjeningen ligger under analytikernes forventninger.
Tilbagegangen betyder, at Vestas udbetaler et mindre udbytte til sine aktionærer, end det var tilfældet efter 2016-regnskabet.
Vestas indstiller til generalforsamlingen, at der bliver udbetalt 9,23 kr. aktien mod 9,71 kr. i 2016. Samtidig vil Vestas om kort tid begynde et aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr.
»2017 var et år med intens konkurrence, prispres og fortsat modning af energisektoren. Under disse betingelser opviser Vestas en stærk 2017-performance,« siger Vestas' topchef, Anders Runevad, i forbindelse med årsregnskabet.
Han henviser til, at under de udfordrende vilkår formåede Vestas at holde udgifterne nede og forblive nummer ét i sin branche.
Selvom Vestas ikke kunne følge med 2016, tjente virksomheden alligevel pænt med penge i 2017. Overskuddet efter skat endte på omkring 6,7 mia. kr., mens omsætningen nåede 74,1 mia. kr.
I 2018 forventer Vestas at lande en omsætning på mellem 10 og 11 mia. euro, svarende til mellem 74,4 og 81,8 mia. kr. Hvis Vestas lander en omsætning på 11 mia. euro, vil det være bedre end rekordåret 2016.
Dog forventer Vestas en ebit-margin på mellem 9 og 11 pct. Det indikerer ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, at de gyldne tider for Vestas foreløbigt er forbi.
Det skriver han i en kommentar til de nye regnskabstal fra Vestas.
Mio. Euro. | 2017 | 2016 | 4. kvartal 2017 | 4. kvartal 2016 |
Omsætning | 9.953 | 10.237 | 3.119 | 3.313 |
Ebit | 1.230 | 1.421 | 385 | 504 |
Resultat før skat | 1.192 | 1.287 | 394 | 458 |
Resultat efter skat | 894 | 965 | 295 | 343 |