Pensionskasser om milliardbud på TDC: »Det vil gavne den danske befolkning«
Konsortiet bag købstilbuddet på TDC ser et stort potentiale bag udviklingen i den digitale infrastruktur. TDC skal splittes i to.
Det vil ikke kun gavne kunderne i de danske pensionsselskaber, hvis aktionærerne stemmer ja til det milliardstore købstilbud fra et konsortium bestående af ATP, PFA og PKA og australske Macquarie. Det vil gavne hele det danske samfund.
Sådan lyder det fra direktøren i én af de pensionskasser, som samlet har budt 40,3 mia. kr. for alle aktier i TDC.
»Dette konsortium sikrer den bedste løsning for det fremtidige ejerskab af TDC, og jeg er overbevist om, at de kompetencer, der er i konsortiet, vil kunne udvikle og styrke kvaliteten af den digitale infrastruktur i hele Danmark. Og det vil gavne den danske befolkning generelt og naturligvis også PKA’s medlemmer med et stabilt langsigtet afkast på vores investering,« siger Peter Damgaard Jensen, der er adm. direktør i PKA, i forbindelse med offentliggørelsen af købstilbuddet.
Tilbudskursen svarer til en præmie på 25,6 pct. i forhold til TDC’s aktiekurs den 31. januar 2018, som var dagen inden TDC offentliggjorde de nu skrottede planer om en fusion med MTG.
Det første ikke-bindende bud fra konsortiet blev ifølge Finans’ oplysninger afgivet lørdag den 27. januar. Det lød på 47 kr. pr. aktie svarende til en samlet markedsværdi for TDC på 38,2 mia. kr. Buddet blev efterfølgende forhøjet til 48 kr. pr. aktie. Det svarer til en forhøjelse på 812 mio. kr.
Konsortiet vil nu betale 50,25 kr. pr. aktie, og købstilbuddet bliver anbefalet af bestyrelsen i TDC
»Vi er glade for, at vores konstruktive dialog med bestyrelsen har resulteret i, at vi har fået deres fulde anbefaling af vores tilbud om at erhverve alle aktier i TDC. Dette udgør en langsigtet investering i udviklingen af en central del af Danmarks digitale infrastruktur, som konsortiet ser et stort potentiale i,« udtaler PFA’s adm. direktør Allan Polack.
Samme udmelding kommer fra ATP's adm. direktør Christian Hyldahl.
»På vegne af vores 5 millioner medlemmer er det med stor tilfredshed, at vi deltager i og giver vores støtte til denne transaktion som en sund langsigtet investering, der vil gavne alle interessenter,« siger han.
Konsortiet har planer om, at åbne TDC’s samlede fastnet og mobilnetværk for alle telekommunikationsvirksomheder og -udbydere. For at nå dette mål vil konsortiet danne en ny forretningsenhed, som skal have fokus på at stå for og udvikle TDC's netværk. Dermed bliver TDC splittet i to selskaber. Den anden del skal fokus på kundesiden og indhold.
»Som langsigtede kapitalforvaltere har vi stor erfaring med at styre og skabe vækst i virksomheder i hele telesektoren. Vi er overbeviste om, at TDC med vores kompetencer kombineret med vores lokale markedskendskab og støtten fra vores samarbejdspartnere vil give TDC mulighed for at spille en rolle i at etablere Danmark som en førende digital aktør,« udtaler Arthur Rakowski, der har titel af vice chairman i Macquarie Infrastructure and Real Assets.



