Fortsæt til indhold

Frygt for manipulation: Myndigheder vil kulegrave »frygtens indeks«

Den amerikanske finansmyndighed Finra vil undersøge, om der er blevet med manipuleret med VIX-indekset.

Uvidende investorer har måske mistet milliarder af dollars årligt takket været aktiemanipulation. Foto: Richard Drew (AP)
Investor

Var manipulation medvirkende til den storm, der for nyligt ramte det amerikanske aktiemarked? Det vil Wall Streets egen vagthund, den regulerende myndighed Finra, nu undersøge.

Helt konkret drejer mistanken sig om, at der er blevet manipuleret med det såkaldte VIX-indeks, der ofte omtales som »frygtens indeks«. Det skriver Reuters på baggrund af en historie i Wall Street Journal.

Mistanken er opstået, efter at et advokatfirma, der repræsenterer en anonym whistleblower, mandag sendte et brev til Finra, hvori det påstås at VIX-indekset er blevet manipuleret, med det resultatet, at uvidende investorer har tabt milliarder af dollars årligt.

I brevet bliver det beskrevet, hvordan investeringsfirmaer har udnyttet VIX-indeksets beregningsmetode til at manipulere priserne. Der er angiveligt tale om handler, der er sket ved hjælp fra sofistikerede algoritmer.

Finra har ikke villet kommentere på undersøgelsen. Fra Chicago Board Options Exchange (CBOE), der står bag VIX-indekset lyder det:

»Cboe har en dedikeret enhed, som arbejder sammen med Finra om at overvåge handelsaktivitet på vores markeder for sikkerhed, inklusiv handelsaktivitet som kan påvirke VIX-indekset,« lyder det fra Greg Hoogasian, direktør for Cboe, i en udtalelse.

VIX-indekset måler det forventede udsving på S&P 500-indexet. Da aktiemarkederne mandag i sidste uge oplevede store fald USA, eksploderede indekset nærmest. Det steg med mere end 100 pct. i den største stigning nogensinde på én enkelt handelsdag, og det sluttede dagen på et niveau et godt stykke over 30.

Det er kun sjette gang siden finanskrisen at VIX-indekset, hvis rigtige navn er Chicago Board Options Exchange Volatility Index, passerede de 30.

Siden sidste uge har VIX-indekset dog fundet et mere stabilt leje, og det lå tirsdag på 24,97.

Artiklens emner
CBOE