Investor

Warren Buffett-effekten giver Kåre Schultz og 5.000 danske investorer vind i sejlene

Teva-aktien stiger markant, efter at det onsdag kom frem, at Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway har købt stort op i medicinselskabet.

Warren Buffet har investeret mere end to milliarder kr. i Teva. Foto: AP Photo/Mary Altaffer

Først var det Kåre-effekten, der løftede aktiekursen i Teva. Nu er Warren Buffet-effekten på spil i det store israelske medicinalselskab.

Aktiekursen stiger med næsten 8 pct. i torsdagens handel på børsen i Tel Aviv, efter at det onsdag kom frem, at Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, har købt stort op i Teva.

Ifølge en indberetning til Securities and Exchange Commission (SEC), der kan kaldes en pendant til det danske Finanstilsyn, har Berkshire Hathaway købt hele 18,9 mio. aktier i Teva for en værdi af ca. 360 mio. dollars svarende til 2,2 mia. kr.

»For investorerne er Buffetts indkøb den helt rigtige medicin på det helt rigtige tidspunkt. Det er en ultimative blåstempling af Kåre Schultz' turn around-plan. Det giver ikke kun genlyd i Tel Aviv og på aktiemarkederne, men også hos de danske private investorer,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom hos onlinebørsmægleren Nordnet, i en kommentar.

Han henviser til, at flere end 5.000 private investorer fra Danmark via Nordnet har købt aktier i Teva for mere end 350 mio. kr.

Teva-aktien har tidligere været under et stort pres. Det seneste år er kursen næsten blevet halveret, men stemningen er vendt, efter at Kåre Schultz er kommet til fra den danske medicinalproducent Lundbeck. De seneste tre måneder er aktiekursen således steget med mere end 50 pct.

Teva, der er verdens største producent af kopimedicin, er presset på flere fronter. Indtjeningen er faldende, og selskabet slæber rundt på en stor gæld på mere end 30 mia. dollars. For at rette op på selskabets udvikling har Kåre Schultz iværksat en kæmpe spareplan, der bl.a. vil skære 14.000 arbejdspladser væk.

Det svarer til mere end en fjerdedel af Tevas arbejdsstyrke på globalt plan.

»Warren Buffett er en af verdens mest succesfulde investorer, hvis ikke den mest succesfulde. Når Warren Buffett køber aktier, sker det ud fra en antagelse om, at aktien langsigtet er markant undervurderet,« noterer Per Hansen.

Læs også
Top job