Investor

Verdens mest fotograferede børsmægler har aldrig ejet en aktie

Peter Tuchman, der arbejder som børsmægler på New York Stock Exchange, pryder historier om aktiemarkederne på alverdens medier.

Peter Tuchman har i mere end 30 år arbejdet på Wall Street. Foto: AP Photo/Richard Drew. Foto: AP/Richard Drew

Hvis du er på udkig efter en historie med masser af substans om aktiemarkedet, skal du ikke læse videre. Denne artikel hører nemlig til i den kuriøse ende af spekteret.

Artiklen handler om en mand, som de fleste med interesse for aktiemarkederne "kender". Navnet er Peter Tuchman. Det siger dig måske ikke så meget.

Men når du ser et billede af ham, ringer der nok en klokke.

Peter Tuchman er nemlig kendt som den mest fotograferede mand på New York Stock Exchange. Billeder af ham på handelsgulvet på børsen i New York pryder den ene aktiehistorie efter den anden på alverdens medier, og han er også en genganger her på Finans.dk.

I et interview med Washington Post kommer han selv med en forklaring på, hvorfor billeder han optræder på, er populære.

»Hvis du ser på billeder af mig, så har jeg det der Einstein-udseende. Jeg har et vildt udseende. Mit ansigt beskriver følelser, spænding eller vanvid. Og det er 100 procent ægte,« siger Peter Tuchman i interviewet.

Peter Tuchman arbejder for børsmægleren Quattro Securities, hvor han eksekverer handler på vegne af diverse kunder.

I interviewet forklarer Peter Tuchman, at han på et tidspunkt har handlet 10 mio. aktier på én gang, og at han på nogle dage handler op mod et par hundrede mio. aktier.

Og her kommer det kuriøse ind i billedet. For selv om Peter Tuchman er ansigtet på mange aktiehistorier, og hver eneste dag handler aktier, ejer han ikke en eneste aktie selv.

»Jeg har aldrig ejet en aktie i hele mit liv. Hvis jeg begyndte at bekymre sig om min egen fortjeneste eller tab, ville jeg koncentrere mig mindre om mine kunder. Jeg har også to børn på college, så jeg har ikke penge til at købe aktier.«

Læs også
Top job