Denne mand får lige nu verdens aktiemarkeder til at falde
Gary Cohn trådte tirsdag tilbage som økonomisk toprådgiver for den amerikanske præsident Donald Trump. Gary Cohn er ikke hvem som helst, lyder det fra investeringsøkonom.
Kendte du Gary Cohn for et døgn siden?
Det er ikke sikkert.
Men Gary Cohn vurderes lige nu at være årsagen til de aktiefald, der foregår på verdens aktiemarkeder, og som forventes at ramme de europæiske markeder, herunder Danmark, fra morgenstunden.
Sent tirsdag aften valgte Gary Cohn, som var Donald Trumps økonomiske toprådgiver, at trække sig i protest mod den amerikanske præsidents handelspolitik.
Det fik efterfølgende de amerikanske aktiefutures til at falde markant, ligesom de asiatiske markeder onsdag morgen blinker rødt.
Gary Cohn har tidligere haft en topstilling i Goldman Sachs og har været anset som en venlig mand mod Wall Street. Derudover var Gary Cohn på et tidspunkt i spil som ny person til at bestride hvervet som verdens mest magtfulde centralbank, amerikanske Fed.
Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, er Gary Cohn ikke hvem som helst.
»Gary Cohn trækker sig på grund af uenighed med Trump om indførelse af told på stål og alumininium. Det viser, at beslutningen var Trumps, at han leverer på sine politiske budskaber og lytter mindre til dem, som han selv har udpeget. Investorerne ser Trump som uberegnelig og det påvirker risikopræmien,« skriver han i en kommentar.
Per Hansen bliver bakket op af Jyske Bank, der onsdag morgen i sit nyhedsbrev forklarer, at Cohns opsigelse vil påvirke de europæiske markeder negativt.
»Cohns opsigelse kommer lige før, at Trump formentlig beslutter at hæve toldsatserne på importeret stål og aluminium,« skriver Jyske Bank.
Hos det anerkendte amerikanske erhvervsmedie CNBC har man også skrevet en historie om, at Gary Cohn er årsagen til aktiefaldene.
CNBC's aktieekspert Jim Cramer skrev tirsdag aften kortfattet i et tweet, at markedet sælger som følge af Cohns opsigelse.
Cohn sell off
— Jim Cramer (@jimcramer) March 6, 2018
Allerede fredag fortalte Jim Cramer om, hvilken betydning et Cohn-stop ville have for aktierne.
»Hvis du vil have et scenarie på, hvad der vil være et hårdt øjeblik for aktier, vil det være, hvis Gary (Cohn, red.) smuttede. Han er en person, der får dig til at føle, at der ikke er så meget kaos,« sagde aktieeksperten.



