MP Pension vinker farvel til investeringer i fossile brændstoffer
Pensionskassen sætter flere end 1.000 selskaber på sin eksklusionsliste.
De mere end 126.000 psykologer, magistre og gymnasielærere, der er medlemmer af MP Pension, lukker snart hanerne for fossile brændstoffer. MP Pension har nemlig besluttet sig for, at olie, kul og tjæresand ikke længere skal bidrage med afkast til medlemmernes pensioner.
»Vores ambition er at sikre vores medlemmer det højst mulige afkast baseret på ansvarlige investeringer,« udtaler Jens Munch Holst, direktør i MP Pension.
Det betyder, at MP Pension over en periode på to år vil skille sig af med sine investeringer i kul, tjæresand og olie. Salget af disse aktier vil ifølge MP Pension frigive mere end 1 mia. kr., som skal investeres andre steder end i fossile brændstoffer.
Derudover bliver flere end 1.000 selskaber placeret på pensionskassens eksklusionsliste, som gør, at pensionskassen ikke sætter penge i disse selskaber. Beslutningen kommer fra bestyrelsen i MP Pension, og den er truffet, efter at pensionskassen i 2016 besluttede, at investeringspolitikken skal understøtte klimaaftalen fra Paris.
»Når vi har en målsætning om at følge Paris-aftalens anbefalinger for et bedre klima på kloden, skal vi også efterleve det. Og vi har analyseret os frem til, at vores beslutning på sigt vil gavne det samlede afkast,« siger Jens Munch Holst.
Aktierne i tjæresand- og kulselskaber bliver frasolgt i løbet af i år, mens MP Pension vil sælge sine aktier i olieselskaber inden udgangen af 2020.
Ifølge Finanswatch.dk har der i den seneste tid været pres på bestyrelsen for at sælge ud af de fossile brændstoffer. En kritik, der i første omgang blev affejet af bestyrelsesformanden Egon Kristensen, men altså nu bliver efterkommet.

