Santa Fe Group afviser at have misligholdt betalingsforpligtelser
Santa Fe Group har ikke misligholdt sine betalingsforpligtelser under en tidligere finansieringsaftale med HSBC og Danske Bank, lyder det fra selskabet selv i en meddelelse.
Dagbladet Børsen har berettet om, at Santa Fe var ude af stand til at betale et aftalt afdrag på et lån på 260 mio. kr., som selskabet havde indgået i 2016 med HSBC og Danske Bank.
Selskabet selv skriver i en meddelelse, at alle afdrag på de nævnte lån er betalt til tiden.
Samtidig afviser Santa Fe, at det har været tvunget til at foretage frasalg for at leve op til låneforpligtelserne, og i meddelelsen kalder selskabet det i stedet for "strategisk motiverede" frasalg, der derefter er blevet brugt til at reducere bankgæld og finansiere investeringer i teknologi.
Selskabet afviser desuden, at Christian Møller Laursen har udtalt sig om manglende afdrag på gæld.

