Storinvestor skrotter 35 selskaber - nu kan håndbremsen blive trukket over for bilindustrien
Pensionskassen PKA vil nu se nærmere på bilproducenterne ud fra en finansiel og klimamæssig betragtning.
Først var det kul-, olie- og gasselskaber, der blev luget ud i hos pensionskassen PKA. Nu kan det ende med, at også benzin- og dieselslugende biler bliver ekspederet ud i nødsporet hos investoren med en pengetank på 275 mia. kr.
»Hvis hele ens produktion og teknologi f.eks. bygger på dieselbiler, har man et problem,« siger Peter Damgaard Jensen, der er adm. direktør i PKA.
Pensionskassen for bl.a. sygeplejersker og socialpædagoger vil ud fra en finansiel og klimamæssig betragtning gennemgå bilindustrien for at finde ud af, hvilke bilproducenter PKA vil investere i, og hvilke der skal have plads på den såkaldte eksklusionsliste.
Tiltaget kommer, efter at pensionskassen lige har smidt 35 selskaber inden for olie- og gasindustrien på sin eksklusionsliste efter en tilsvarende gennemgang.
»I forhold til, hvor meget vi kommer til at forbruge af olie, er det helt afgørende, hvordan vi håndterer transportsektoren. Nogle fremskrivninger viser, at man skal have 500-600 mio. elbiler om 20 år for at nå målene fra Paris-aftalen,« siger Peter Damgaard Jensen.
Paris-aftalen, som blev indgået på FN's klimakonference COP21 i Paris, indeholder en målsætning om en maksimal temperaturstigning på 2 grader frem mod 2100.
»Vi mener, at bilproducenter, som tænker det ind i deres strategi, er en bedre økonomisk investering. Det er også dem, der vil påvirke vores miljø i en bedre retning,« siger Peter Damgaard Jensen.
Og så er der også det finansielle aspekt, som kan komme til at påvirke investeringen, hvis selskabet ikke er klar til at omstille sig.
»Vi har set debatten om dieselbiler i Tyskland, som kan føre til, at det bliver umuligt at køre med dieselbiler. Der er en kontant politik i Kina, hvor man stiller krav om, at en del af det årlige bilsalg skal være elbiler,« siger Peter Damgaard Jensen.
Hvilke værktøjer PKA vil bruge til at vurdere bilproducenterne er endnu ikke klarlagt, men man vil trække på erfaringerne fra processerne fra kulindustrien og senest fra olie- og gasindustrien. Her fik PKA i 2017 udarbejdet en rapport, der viste, at et stigende fokus på vedvarende energi ville føre til et fald på op mod 23 pct. i efterspørgslen på olie i de kommende 15 år.
Der er en hel del selskaber, som stadig mener, at klimaproblematikken ikke eksistererPeter Damgaard Jensen, adm. direktør PKA
»Vi har belyst, hvor opmærksomme selskaberne er på denne problematik, og om de har de rette kompetencer i bestyrelse og ledelse, der skal til for at lave til at lave disse omstillinger,« siger Peter Damgaard Jensen.
62 olie- og gasselskaber blev på den baggrund vurderet. Og det endte altså med, at 35 selskaber havnede på eksklusionslisten.
»Der er en hel del selskaber, som stadig mener, at klimaproblematikken ikke eksisterer. De anerkender ikke den helt grundlæggende præmis for Paris-aftalen. Nogle selskaber siger, at de kan fortsætte uændret, selvom vi skal nå målet om to grader,« siger Peter Damgaard Petersen.
Og så er det store spørgsmål, om arbejdet i PKA har været det hele værd?
»Det har vist sig at være rigtigt, rigtigt fornuftigt. Hvis vi f.eks. ser på, hvordan det almindelige marked har udviklet sig over for kul, så har kulselskaberne tabt mere end 50 pct.,« fortæller Peter Damgaard Jensen.



