Investor

Nordjyske Bank opjusterer forventningerne til basisindtjeningen

Foto: Colourbox

Nordjyske Bank opjusterer forventningerne til basisindtjeningen med 15 mio. kr. Til gengæld vil bankens resultat før skat blive belastet med udgifter på 20 mio. kr. til rådgivere, generalforsamling og udsendelse af redegørelse i forbindelse med købstilbuddet fra Jyske Bank.

Alt i alt sænkes forventningerne til resultatet før skat derfor med 5 mio. kr. til et overskud på 275-410 mio. kr., mens forventningerne til basisindtjeningen øges til 400-450 mio. kr. fra tidligere 385-435 mio. kr.

Det fremgår af en meddelelse fra banken om resultaterne i første kvartal, som Nordjyske Bank har valgt at offentliggøre allerede nu frem for som oprindeligt planlagt den 3. maj. Den samlede kvartalsrapport offentliggøres som oprindeligt meddelt den 3. maj.

Jyske Bank hævede for knap et par uger siden sit købstilbud til aktionærerne i Nordjyske Bank fra 170 kr. til 190 kr. per aktie, svarende til samlet cirka 3,5 mia. kr.

Nordjyske Banks bestyrelse har endnu ikke taget stilling til fordele og ulemper ved Jyske Banks købstilbud og har anbefalet bankens aktionærer at afvente en redegørelse.

Læs også
Top job