Investor

Teva overrasker positivt og opjusterer forventningerne

I første kvartal af 2018 realiserede Teva en omsætning på 5,07 mia. dollar

Foto: Sipa via AP Images

Det israelske medicinalselskab Teva, der har danske Kåre Schultz som topchef, rammer et godt stykke over analytikernes forventninger både på den ordinære indtjening og omsætningen i de tre første måneder af 2018.

Desuden har regnskabet kastet en opjustering af forventningerne med sig, skriver Bloomberg News.

I første kvartal af 2018 realiserede Teva en omsætning på 5,07 mia. dollar, hvor analytikerne adspurgt af Bloomberg News ventede et salg i spændet mellem 4,61-4,96 mia. dollar.

Den ordinære indtjening ramte 94 cent per aktie, hvilket er et pænt stykke over det resultat, selv den mest optimistiske analytiker havde ventet. De adspurgte analytikere ventede en ordinær indtjening per aktie på mellem 59-75 cent.

Medicinalselskabet har i samme ombæring løftet forventningerne til salget for hele året. Teva ser nu et salg på mellem 18,5-19 mia. dollar mod tidligere ventede 18,3-18,8 mia. dollar, mens analytikerne venter 18,64 mia. dollar. I 2017 realiserede Teva en omsætning på 22,39 mia. dollar.

Forventningerne til den ordinære indtjening per aktie løftes til 2,40-2,65 dollar mod tidligere 2,25-2,50 dollar.

Aktien stiger med 7 pct. til 19,9 dollar i det amerikanske formarked.

Læs også
Top job