Vestas-topchef: Vi er på sporet
Vestas er med regnskabet for første kvartal oppe imod nogle svære sammenligningstal fra samme periode sidste år, som var særligt godt som følge af ekstraordinært store leveringer til et amerikanske marked.
Det taget i betragtning er Vestas' adm. direktør, Anders Runevad, godt tilfreds med årets første kvartal.
- Overordnet er det et godt kvartal, som viser, at vi er på sporet af at nå vores prognose for hele året. Det er også et kvartal, hvor vi er tilbage til de normale sæsonmæssige variationer sammenlignet med sidste år.
- Det er, som vi godt var klar over, selvfølgelig et svært sammenligningsgrundlag med første kvartal sidste år, siger Anders Runevad til Ritzau Finans.
Han forklarer, at selskabet i første kvartal sidste år havde meget store leverancer til USA med levering af store komponentordrer, der skulle kvalificere kunderne til 100 pct. PTC (den amerikanske støtteordning, red), inden den blev nedtrappet til 80 pct.
- Det vidste vi godt var engangsforhold, og på toppen af det har vi haft noget valutamodvind i år sammenlignet med sidste år. Selvfølgelig kan man aldrig være 100 pct. tilfreds, når du har et fald år-til-år, men ud fra en betragtning om, at vi er "on track" i forhold til vores forventninger til hele året, er jeg tilfreds, siger Anders Runevad.
Vestas omsatte i første kvartal for 1694 mio. euro mod 1885 mio. euro i samme periode sidste år, og nettoresultat faldt til 102 mio. euro fra 160 mio. euro.
Anders Runevad, fremhæver to højdepunkter i regnskabet for første kvartal, hvor de ømme punkter er et fald i såvel omsætning som indtjening.
- Et højdepunkt er helt sikkert den rekordstore ordrebog på 21,6 mia. euro, som år-til-år er steget 8 pct., siger Anders Runevad, som også noterer, at ordrebogen i første kvartal er øget med 700 mio. euro trods en negativ valutapåvirkning på 250 mio. euro.
Det andet højdepunkt, som han fremhæver, er udviklingen i serviceforretningen.
- I service vokser vi organisk med 5 pct. og det er med en meget "sund" driftsmarginal på næsten 27 pct., noterer Runevad.
Selv om omsætningen i serviceforretningen var mindre end ventet af analytikerne, så overraskede indtjeningen klart positivt i den del af forretningen.
Driftsresultatet, EBIT, i serviceforretningen landede på 98 mio. euro mod estimeret 77 mio. euro af analytikerne ifølge Ritzau Finans.
Det bløde punkt i regnskabet for første kvartal er ifølge Vestas-chefen den faldende indtjening, hvilket dog var en ventet tilbagegang efter et ekstraordinært stærkt første kvartal sidste år.
/ritzau/FINANS