Renten i USA hæves langt mere, end markedet forventer

Den amerikanske centralbank (Fed) er i gang med den længste pengepolitiske normaliseringsproces nogensinde. Processen står over for den særlige udfordring, at vi knap nok aner, hvad ”normal” er længere. For hvor højt skal vi op i rente før yderligere rentestigninger får amerikansk økonomi til at vakle?

Det er der overordentlig stor uenighed om, efter mere end et halvt årti med nulrenter. Normaliseringsprocessen – eller stramningsforløbet – har allerede været i gang i 2,5 år. Det hidtil længste i det nuværende system, der har eksisteret siden 1970, har varet ca. tre år. Og vi er langtfra ved vejs ende. Faktisk forventer vi, at pengepolitikken står overfor yderligere markante stramninger, der særligt i 2019 har til opgave at tæmme en økonomi, der på grund af uansvarlig finanspolitik risikerer at koge over. De stramninger vil i sidste ende medvirke til, at det bliver dyrere at få fastforrentede boliglån herhjemme, men også, at det beløb, man kan få lov at låne som førstegangskøber, falder.

Markederne har indregnet, at den amerikanske centralbank i 2018 skal hæve renten i nogenlunde det tempo, der blev lagt for dagen i 2017 – og måske lidt til. Lidt over tre forhøjelser af 0,25 pct. er p.t. indregnet i rentemarkedet. Vi venter fire forhøjelser – en hvert kvartal. En beskeden forskel. Begrundelsen er, at økonomi og jobskabelse vokser i et tempo, der ligger over det, man på sigt kan opretholde – og det inden finanspolitikken spytter yderligere i kassen. Der skabes 200.000 job månedligt, men på lang sigt er tilgangen til arbejdsstyrken ca. 100.000. Så for at undgå, at Fed pludselig skal træde hårdt på bremsen, strammes politikken langsomt, så økonomien gradvist kølnes. Den tilgang virker særlig fornuftig, hvis usikkerheden, om hvornår de højere renter begynder at køle økonomien, er stor.

Kigger vi på 2019, er vi ret uenige med markedet. Måske på grund af en forskellig forståelse af, hvor højt renten skal op, før den bider. Måske fordi vi ser forskelligt på økonomiens tilstand i 2019. Hvem ved? I hvert fald så forventer markedet, at styringsrenten når op på omtrent 2,75 pct. ved udgangen af 2019, mens vi ser 3,5 pct. – en betydelig forskel. Vi venter stadig pæn amerikansk vækst ind i 2019 og ser samtidig et arbejdsmarked, der til den tid får sværere ved at levere den efterspurgte arbejdskraft, hvorfor lønvæksten accelererer. Måske endda relativt voldsomt, hvis Trumps ekspansive finanspolitik virker.

Men der er langt fra styringsrenter i USA til danske (bolig)renter, så hvad betyder det for os? Der er rigtigt nok ingen automatik i, at renteforhøjelser i USA giver direkte stigninger i de danske lange renter, men globale rentemarkeder er forbundne kar, så vi venter en effekt, som går gennem en række forskellige kanaler.

Først og fremmest vil rentestigninger fra centralbankrenter ofte medvirke til at trække de lange renter op i landet selv. I perioder, hvor centralbankens rentestigninger sker hurtigere end rentemarkederne finder holdbart, kan det virke modsat. Her falder optimismen omkring væksten og sender inflationsforventningerne ned, hvorved de lange renter oftest også falder.

Den bevægelse så vi mod slutningen af 2015 og i starten af 2016 i USA, hvor Fed prøvede at ignorere den globale uro som bekymrede markedet. Men når centralbanken som oftest får kommunikeret sin strategi og overbevist markedet, så opretholdes inflationsforventningerne, og de lange renter stiger.

Når renterne stiger i USA, så er der typisk en tendens til, at andre dele af verden også oplever stigende renter. Ikke én-for-én, men retningen er som regel den samme. Det skyldes, at en del investorer ved udsigt til højere afkast på amerikanske obligationer, sælger ud af sine danske, hvorved kursen falder og renten stiger. Mens Den Europæiske Centralbank (ECB) nærmest dikterer niveauet for de korte renter i det meste af Europa, så er lange renter i højere grad bestemt globalt. Derfor de førnævnte forbundne kar.

Samtidig vil fx ECB kunne hæve renten med mindre økonomisk gennemslag, når USA samtidig hæver renterne, da styrkelsespresset på euroen bliver modereret. Det giver altså mere rum til ECB-forhøjelser i 2019, hvis USA strammer politikken kraftigere. Og det vil selvfølgelig spejles direkte i Nationalbankens renter på grund af fastkurspolitikken. Disse forhøjelser trækker som ovenfor beskrevet op i de lange danske renter – herunder også realkreditrenter. Vi venter i udgangspunktet, at ECB og Nationalbanken hæver renten to gange i 2019.

Dertil kommer tilbagerulningen af USA’s støtteopkøbsprogram – de såkaldte kvantitative lempelser - der accelereres gennem 2018. Hvor Fed siden krisen har trukket op i global obligationsefterspørgsel, så trækker de i dag ned. Det vil give et pres op i europæiske renter – herunder dansk realkredit.

Vores formelle renteprognose ser kun 12 måneder frem, men vi opererer med scenarier, der kigger længere ud i fremtiden. Og med udgangspunkt i ovenstående, skal danske boligkøbere måske indstille sig på, at renten på fastforrentede lån i slutningen i 2019 nærmer sig tre procent snarere end de godt to procent, vi ser i dag. Det vil påvirke ydelsen, men også kreditgodkendelser i bankerne og dermed boligefterspørgslen. Selvom der er langt fra Nybolig i Nørresundby eller Næstved til Powell & Co. i Washington, så vil beslutningerne i den amerikanske centralbank også kunne mærkes her.