Fortsæt til indhold

Pandora-analytikere ser fortsat Kina-potentiale trods kursbank

Investor
/ritzau/FINANS

Carnegies skuffelse over Pandoras udvikling på det kinesiske marked, som torsdag fik finanshuset til at sænke både anbefaling og kursmål af smykkeselskabet, bliver delt af flere analytikere.

Men de selvsamme analytikere, som til daglig følger udviklingen i Pandora, vurderer dog også, at der stadig er potentiale at hente for den danske smykkevirksomhed østpå. Det skriver Børsen.

- Jeg tror ikke, der er noget quick fix på problemet, siger Klaus Kehl, chefanalytiker i Nykredit Markets, til Børsen og peger blandt andet på, at prisforskelle mellem Europa og Kina bliver udnyttet på det grå marked.

- Når det er sagt, så tror jeg stadig på, at der på den lange bane er et potentiale. Jeg tror stadigvæk på, at brandet er forholdsvist stærkt i Kina. Så den vej rundt tror jeg nok, de skal få noget mere ud af Kina. Det er bare ikke et problem, du kan løse overnight. Det kan godt tage et par kvartaler at få rettet op på, siger Klaus Kehl.

Chefanalytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen ser også langsigtet potentiale i Kina.

- Den kinesiske forbruger passer jo rigtig godt til Pandoras produkt. Får man den rigtige strategi på det kinesiske marked, så er forbrugeren der. Så at kalde det marked dødt og lukket efter et enkelt kvartal, det mener vi, er for meget, siger han til Børsen.

Torsdag vurderede Carnegies Pandora-analytiker, Lars Topholm, i en analyse, at Pandoras ledelse ikke har ageret tilstrækkeligt, i og med at smykkeselskabets omsætning i Kina i første kvartal 2018 "blot" voksede med 16 pct. i lokal valuta, efter at salget steg med 62 pct. i fjerde kvartal af 2017, hvilket ganske vist også var det stærkeste kvartal.

I forbindelse med analysen sænkede Lars Topholm sin anbefaling til "sælg" fra "hold" og justerede kursmålet ned til 400 kr. fra 700 kr. Det bidrog til at sende Pandora-aktien ned med 4,1 pct. til 496,60 kr. i torsdagens handel.

Artiklens emner
Pandora
Klaus Kehl