Fortsæt til indhold

McDonald's vil spare - aktien stiger

Investor
/ritzau/FINANS

Den amerikanske burgerkæde McDonald's har planer om at spare i de administrative lag. Selskabet planlægger på den baggrund afskedigelser.

Det erfarer The Wall Street Journal, og avisens historie sender torsdag aktien i McDonald's op med 3,8 pct. til 168,59 dollar.

Tiltaget fra McDonald's i USA sker i kampen for at vende forretningen rundt i hjemmemarkedet. I en mail til medarbejdere, leverandører og franchisetagere skriver chefen for McDonald's i USA, at man vil restrukturere de regionale hovedkontorer i USA.

- Jeg anerkender, at forandring er svært, og at eliminere lag inden for organisationen betyder, at nogle ansatte i sidste ende vil forlade vort system, skriver Chris Kempczinski i mailen.

Ifølge beskeden fra Kempczinski skal organisationen slankes med to lag, uden at der dog sættes tal på mulige afskedigelser.

McDonald's har et mål om at spare 500 mio. dollar på administrative omkostninger inden udgangen af 2019, og en del af de penge skal geninvesteres i teknologi, herunder digitale bestillingssystemer, som kan medføre vækst, skriver avisen.

I 2016 gennemførte McDonald's selv en analyse, som viste, at selskabet havde mistet 500 mio. dollar i årlig omsætning gennem de foregående fem år til konkurrerende fastfood-kæder i USA.

Artiklens emner
McDonald's