Inspiration fra fodboldens verden: Storbank eksperimenterer med kunstig intelligens
Nye regler har fået tyske Commerzbank til at se nærmere på mulighederne for at få robotter til at skrive aktieanalyser.
Det er ikke kun lån og indlån, der arbejdes med i øjeblikket i Commerzbank. Den tyske storbank eksperimenterer i øjeblikket med at lade robotter skrive helt basale analyser. Eksperimentet foregår i samarbejde med firmaet Retresco, som i øjeblikket skriver om tysk fodbold på baggrund af kunstig intelligens.
Det skriver erhvervsmediet Financial Times.
Eksperimentet går ikke ud på, at Commerzbank på sigt skal levere sportsnyheder - banken vil i stedet se på, om kunstig intelligens kan stå bag helt basale ting i forbindelse med aktieanalyser.
Tiltaget kommer, efter de såkaldte MIFID II-regler tvinger bankerne til at fokusere på omkostningerne ved research, da dette nu skal faktureres særskilt.
I øjeblikket fokuserer Commerzbank og Retresco på selskabernes indtjening, efter at de har analyseret bankens tidligere analyser og de data, der ligger bag dem. Ifølge Michael Spitz, der står i spidsen for bankens afdeling for analyser, ser dette område lovende ud, da f.eks. kvartalsregnskaber er struktureret på samme måde.
Selv om det ifølge Financial Times kan tage op til flere år, inden Commerzbank er klar til at sende aktieanalyser skrevet på baggrund af kunstig intelligens ud til sine kunder, lyder det fra Michael Spitz, at den kunstige intelligens på nuværende tidspunkt kan levere 75 pct. af, hvad en analytiker i dag kan præstere, når det er baseret på et kvartalsregnskab.

