Fortsæt til indhold

Berømt storinvestor frygter aktienedtur på 15 pct.

Aktiemarkederne kan se frem til store fald på mellem 10 og 15 pct., ligesom amerikansk økonomi kan blive hårdt ramt, hvis Trump fortsætter sine handelskrige. Sådan lyder det fra Blackrock-topchefen Larry Fink.

Investor

Den globale handelskrig, som i øjeblikket hersker mellem USA og Kina og på tværs af Atlanten, giver Larry Fink, berømt storinvestor og topchef i hedgefonden Blackrock, dybe rynker i panden.

For ifølge Larry Fink har handelskrigen og den medfølgende geopolitiske uro skabt stor uro blandt investorerne på Wall Street.

»Markedet har svært ved at fordøje hele den forandring, der foregår i forhold til globalisering og handel,« siger Larry Fink i et interview med Bloomberg.

Blandt andet frygter storinvestoren, at handelskrigen kan få aktiemarkederne til at rasle ned det kommende år, hvis den amerikanske præsident Donald Trump fortsætter med at stramme skruen over for bl.a. Kina.

Konkret frygter Fink, at aktierne kan falde mellem 10 og 15 pct., ligesom den amerikanske økonomi også vil tage skade af en fortsat handelskrig.

»Vi befinder os på et afgørende tidspunkt. Investorerne og vores klienterkæmper for bedre at forstå den øgede risiko og usikkerhed, fordi markedsdynamikken skifter, hvilket får dem til at holde pause, når de tænker på fremtiden,« siger Larry Flink ifølge CNN Money.

Ifølge de seneste tal fra Blackrock har hedgefonden investeringer for samlet 6,4 billioner dollars.

Artiklens emner
BlackRock
Larry Fink