Fortsæt til indhold

Samsung skuffer i andet kvartal - overskuddet falder

Investor
/ritzau/FINANS

Den sydkoreanske elektronikgigant Samsung Electronics må se et fald i overskuddet i andet kvartal i øjnene, efter at et langsommere globalt salg af premium smartphones har dæmpet efterspørgslen efter koncernens top-enheder kaldet Galaxy.

Koncernens nettoresultatet for andet kvartal løb op i 11.040 mia. won (9,9 mia. dollar) mod 11.050 mia. won i samme periode i 2017.

Analytikernes gennemsnitsestimat lød på 11.600 mia. won for perioden ifølge Bloomberg.

Driftsresultatet blev på 14.870 mia. won, hvilket er en stigning på 5,7 pct. og i tråd med de estimerede 14.800 mia. won.

Men den samlede omsætning faldt 4,1 pct. på årsbasis til 58.480 mia. won.

- Andet kvartals omsætning faldt på grund af svagere salg af smartphones og displaypaneler, noterer Samsung i en erklæring.

Samsung har lidt en række tilbageslag med blandt andet den pinlige globale tilbagekaldelse af Galaxy Note 7-smartphonen på grund af eksploderende batterier i 2016.

Og problemerne eskalerede, da næstformand Lee Jae-yong blev fængslet sidste år for at have del i en voldsom korruptionsskandale, der førte til præsident Park Geun-hyes fald. Lee er siden blevet frigivet.

Skuffelsen over regnskabet afspejles på børsen i Seoul, hvor Samsung Electronics-aktien falder 0,9 pct. inden frokosttid.

Artiklens emner
Samsung Electronics