Vestas justerer forventningerne - har fået sværere ved at tjene penge
Indtjeningen i den danske vindmøllemastodont er faldet i årets andet kvartal.
Den danske vindmøllemastodont Vestas er kommet mere, men ikke helt i læ for den modvind, der ramte selskabet sidste år. Det viser regnskabet for andet kvartal, som Vestas har offentliggjort onsdag morgen.
Vestas kom ganske vist igennem kvartalet med en lille stigning i omsætningen, men selskabet har fået sværere ved at tjene penge, for driftsresultatet faldt sammenlignet med samme periode sidste år, og det samme gjorde marginen.
Der er dog klare lyspunkter i regnskabet. På direktionsgangen hæfter man sig ved, at ordreindgangen i andet kvartal steg med 43 pct. i forhold til samme periode. Dermed er Vestas nu oppe på den største ordrebeholdning nogensinde. Og så er prispresset, som tvang aktien i knæ i 2017, løjet af.
»I andet kvartal stabiliserede prisen pr. MW sig omkring de seneste kvartalers niveauer, men påvirker fortsat resultaterne på kort sigt. Eksterne faktorer såsom eksisterende og potentielle tariffer skaber ydermere nogen usikkerhed i industrien. På denne baggrund er jeg meget tilfreds med, at Vestas fortsat leverer markedets bedste marginer,« udtaler Anders Runevad, der er topchef i Vestas, i forbindelse med regnskabet.
Omsætningen i andet kvartal landede på 2.260 mio. euro, hvilket svarer til en stigning på 2 pct. Driftsresultat (EBIT) faldt omvendt med 20 mio. euro til 259 mio euro, og endelig faldt EBIT-marginen til 11,5 pct. mod 12,6 pct. i andet kvartal sidste år. Det var medvirkende til, at Vestas kom ud af kvartalet med et resultat efter skat på 184 mio. euro.
Det har fået Vestas til at skrue ned for forventningerne til 2018. Vindmølleproducenten forventer nu en omsætning i intervallet 10-10,4 mia. euro, hvor selskabet tidligere forventede, at den ville ligge i intervallet 10-11 mia. euro.
Vestas har også justeret forventningerne til selskabets EBIT-margin for hele året. Tidligere ventede selskabet, at den ville ende i intervallet 9-11 pct., men nu har Vestas skåret toppen og bunden af dette interval, så selskabet nu venter en EBIT-margin i størrelsesordenen 9,5-10,5 pct.
Selv om der altså var tilbagegange på flere poster sammenlignet med samme kvartal sidste år, klarede Vestas sig faktisk bedre igennem kvartalet på flere punkter, end analytikerne havde ventet. Og det er ikke det eneste, aktionærerne kan lune sig ved.
Vestas har også beslutte sig for at kæle lidt for sine aktionærer. Vestas sætter således gang i et nyt aktietilbagekøbsprogram på 200 mio. euro.