Teva-aktien når højeste niveau, siden Kåre Schultz kom til
Aktiemarkedets tro på, at Tevas danske topchef, Kåre Schultz, vil lykkes med at få den israelske medicinalvirksomhed tilbage på rette køl, fortsætter med at vokse.
Mandag aften steg den amerikansk-noterede Teva-aktie med 5,9 pct. til 25,65 dollar og nåede dermed det højeste niveau i Kåre Schultz' knap ti-måneder lange regeringstid.
For Nordnets danske kunder lagde stigningen ekstra 35 mio. kr. oven i deres depoter, og Nordnets privatkunder har nu over 650 mio. kr. investeret i den israelske producent af kopimedicin, konstaterer investeringsøkonom Per Hansen.
Han peger på, at gode nyheder har medvirket til at løfte Teva.
- De seneste uger har der været et par positive nyheder, herunder blandt andet en FDA-godkendelse af en nødpen til personer med allergiske reaktioner. Om lidt under en måned forventes det, at Teva får godkendt et migrænemiddel med et betydeligt salgspotentiale på mere end 1 mia. dollar i topsalg – en såkaldt blockbuster, skriver Per Hansen i et notat.
Også meldinger i sidste uge om, at den kendte investor og milliardær Warren Buffett har købt yderligere op i aktien kan have skabt interesse.
Buffetts selskab Berkshire Hathaway øgede i andet kvartal sin investering til 43,2 mio. aktier fra 40,5 mio. i første kvartal. Det svarer til en ejerandel på nu 4,25 pct.
Kåre Schultz tiltrådte som topchef i Teva i november 2017. Siden er aktien steget 86 pct. i værdi.
I sin tid i Lundbeck, hvor han også stod i spidsen for store besparelser og et skærpet fokus, nåede aktien at blive mere end tredoblet i værdi, frem til han sagde sit job op i september sidste år.
Kåre Schultz har desuden en fortid som mangeårig koncerndriftsdirektør for Novo Nordisk samt fra 2014 til april 2015 også viceadministrerende direktør for Novo.

