Investor

Nye afsløringer i hvidvaskskandale straffer Danske Bank-aktien

Landets største bank er igen kommet i modvind på børsen pga. hvidvaskskandalen i bankens estiske filial.

Ifølge en intern, lækket rapport strømmede der alene i 2013 op mod 30 mia. kr. fra Rusland gennem Danske Banks estiske filial. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Danske Bank bliver igen presset på børsen af hvidvaskskandalen. Aktien i landets største bank er nede med mere end 4 pct. i dagens handel, efter at der er kommet nye oplysninger frem om hvidvaskskandalen i bankens estiske filial.

Mandag aften offentliggjorde Financial Times på baggrund af en lækket, intern rapport en historie om, at der angiveligt flød op mod 30 mia. dollars fra Rusland gennem Danske Banks filial i Estland - på bare ét år. Det svarer til ca. 190 mia. kr.

Det er konsulentfirmaet Promontory Financial Group, der står bag rapporten. Konsulentfirmaet konstaterer ifølge Financial Times, at de 30 mia. dollars blev sendt gennem Danske Bank via ca. 80.000 transaktioner i 2013. Og der er angiveligt tale om mistænkelige pengestrømme relateret til den hvidvaskskandale, som Danske Bank er involveret i.

Det er ikke første gang, at Danske Bank-aktien har reageret på hvidvaskskandalen. Det har bidraget til, at der er blevet skåret en stor luns af aktiekursen i år. Siden nytår er kursen i landets største bank faldet med ca. 25 pct.

I en skriftlig kommentar mandag aften fra Danske Banks koncernledelse til Finans om den nye afsløring i hvidvasksagen, lyder det, at »de omfattende undersøgelser af porteføljen af udenlandske kunder i Estland er ved at blive afsluttet, og resultaterne forventes offentliggjort senere på måneden.«

Bankens ledelse fastslår via mailen fra dens kommunikationsafdeling, at den ikke kan bekræfte de konkrete oplysninger, der mandag nævnes i medierne:

»Som vi tidligere har oplyst, står det klart, at problemerne relateret til porteføljen er betydeligt større, end vi oprindeligt forventede, da undersøgelserne blev igangsat. Sagen er meget kompleks, og det er ikke muligt at drage konklusioner om antallet af mistænkelige kunder eller transaktioner – endsige om omfanget af eventuel hvidvaskning – på grundlag af enkeltstående oplysninger, der er taget ud af sammenhæng.«

I en udtalelse fra Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen også mandag aften til Finans påpeger han:

»Vi forstår fuldt ud den store interesse for sagen, og vi er stærkt optaget af at komme til bunds i den og fremlægge konklusionerne. Vi tager sagen meget alvorligt, og jeg mener, at det er i alles interesse, at konklusionerne baseres på bekræftede og fuldstændige fakta. Undersøgelserne er ved at blive færdiggjort, og vi ser frem til at offentliggøre konklusionerne.«

Læs også
Top job