Novo Nordisk i stor fyringsrunde
Den danske medicinalkæmpe siger farvel til 400 medarbejdere i Danmark og Kina.
Novo Nordisk vil fyre 400 medarbejdere i Danmark og Kina.
Det fremgår af en meddelelse, som medicinalkæmpen har offentliggjort på sin egen hjemmeside.
De 400 medarbejdere er ansat i afdelingen for forskning og udvikling.
Ifølge Mads Krogsgaard Thomsen, forskningsdirektør i Novo Nordisk, sker fyringsrunden for at frigøre ressourcer til andre områder.
På den måde vil Novo Nordisk opnå et højere niveau af innovation og øge antallet og mangfoldigheden af projekter i virksomhedens pipeline af kommende lægemidler.
»Uheldigvis betyder det, at et antal af værdsatte kolleger mister deres job for at sikre, at vi har de fornødne nye forskningskompetencer, der er nødvendige for at understøtte vores langsigtede vækstambitioner,« siger Mads Krogsgaard Thomsen i meddelelsen.
Novo Nordisk-aktien er tirsdag steget en smule på bagkant af nyheden om fyringsrunden. Aktien er således kl. 11 steget med 0,7 pct. Dog er den nede med 9 pct. for året.
De seneste måneder har der været rygter om en større sparerunde i Novo Nordisk. Især hjulpet på vej af, at topchef Lars Fruergaard Jørgensen på et møde før sommerferien havde sagt, at han ville ruske op i organisationen.
Tilbage i juli meldte Novo Nordisk ud, at over 100 medarbejdere ville miste arbejdet i medicinalkæmpens japanske afdeling.
I 2016 fyrede Novo Nordisk omkring 1.000 medarbejdere.









