Investor

Whistleblower i Danske Banks hvidvaskskandale står frem med navn

Whistlebloweren i hvidvaskskandalen i Danske Bank var fra 2007 og frem til 2014 chef for Danske Banks handelsaktiviteter i Baltikum.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Howard Wilkinson. Det er navnet på den interne whistleblower i Danske Banks hvidvaskskandale. Det skriver Berlingske Business, som igennem flere måneder har været i kontakt med whistlebloweren.

»Jeg kan bekræfte, at jeg arbejdede som chef for Markets (Danske Markets, red.) i Baltikum med base i Tallinn fra 2007 til min sidste arbejdsdag i april 2014, kun fire måneder efter min første whistleblowerrapport til topledelsen i København,« lyder det fra Howard Wilkinson i en mail til Berlingske Business.

Mediet har holdt hans identitet hemmelig indtil nu, men efter flere medier i Estland har offentliggjort hans navn, har han valgt at stå frem i Berlingske Business.

Howard Wilkinson har spillet en central rolle i hvidvaskskandalen i Danske Banks filial i Estland. Han advarede ad flere omgange ledelsen i Danske Bank om mistænkelige forhold i den estiske filial.

Whistleblowerens advarsler er således blevet omtalt i både Finanstilsynets rapport fra foråret og Danske Banks interne undersøgelse fra den 19. september.

Danske Banks interne undersøgelse, som advokatkontoret Bruun & Hjejle stod bag, viste, at næsten 1.500 mia. kr. er strømmet igennem afdelingen for de såkaldte non-resident kunder i filialen i Estland i en periode fra 2007 til 2015.

»Samlet er det forventningen, at en betydelig andel af betalingerne er mistænkelige,« lød det i rapporten. Ifølge Finans’ oplysninger er der formodet hvidvask for mindst 745 mia. kr.

Danske Bank modtog den første advarsel i 2007, men banken lukkede først ned for de suspekte kunder i filialen i Estland i 2015.

Det er den estiske avis Eesti Ekspress, der har bragt Howard Wilkinsons navn frem. Her peger anonyme kilder på, at Howard Wilkinson selv har betjent nogle af de suspekte kilder.

Forelagt dette lyder svaret fra Howard Wilkinson til Berlingske Business:

»Det er ikke muligt for mig at kommentere direkte på dine spørgsmål. Lad mig blot sige, at når jeg ser tilbage på min indsats fra et juridisk, kontraktuelt og etisk perspektiv, så har jeg absolut ingen problemer med at sove om natten.«

Læs også
Top job