Coloplast-konkurrent nedjusterer - direktør går på pension
Den britiske medicovirksomhed Convatec, som konkurrerer med Coloplast på markedet for stomi, kontinens og sårpleje, har nedjusteret sine forventninger til helåret for både salg og indtjening.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Selskabet venter nu en organisk vækst i salget på 0-1 pct. mod tidligere 2,5-3 pct. Den justerede EBIT-margin ventes at lande i intervallet 23-24 pct. mod tidligere 24-25 pct.
I samme ombæring annonceres det, at direktør Paul Moraviec træder tilbage øjeblikkeligt, fordi han ønsker at gå på pension. Rick Andersen, der i øjeblikket er Non-Executive Director i selskabet, er midlertidig udnævnt til CEO.
Convatec falder med 29 pct. til 160,60 pence på børsen i London. I Danmark lægger Coloplast sig i bunden af det danske eliteindeks, C25, fra børsåbning med et fald på 1,44 pct. til 603,80 kr.

