Roblon ser resultatfremgang efter år med udskudt omsætning og modvind
Forsinket omsætning og en del interne ændringer har presset bundlinjen for Roblon i regnskabsåret 2017/18, som til gengæld ventes at blive fulgt op af et langt bedre 2018/19.
De mere optimistiske forventninger kommer efter et år, hvor omsætningen fra de fortsættende aktiviteter endte på 221,8 mio. kr. mod 198,6 mio. kr. året før. Omsætningsstigningen var imidlertid ikke nok til at hæve indtjeningen, der for de fortsættende aktiviteter faldt til 9,6 mio. kr. fra 21,6 mio. kr. året tidligere.
- Tilbagegangen i koncernens resultat for 2017/18 sammenholdt med sidste år skyldes udskydelse af forventet omsætning til senere regnskabsår, markante udfordringer med råvareforsyning, rekruttering og indkøring af et betydelig antal nye produktionsansatte, samt forsinkelse af opsætning af nye produktionslinjer i koncernens amerikanske dattervirksomhed.
- Resultatudviklingen har tillige været påvirket af et ændret produktmix og højere produktionsomkostninger vedrørende indkøring af ny forretning inden for produktion og salg af kompositkomponenter til vindmøllevinger, skriver Roblon i regnskabet.
Efter flere frasalg og opkøb over de seneste år er Roblon i dag fokuseret på den fiberoptiske kabelindustri - blandt andet komponenter til bredbåndskabler - og markedet for kompositmaterialer - eksempelvis glasfiberprodukter - der bruges i mange forskellige brancher, herunder vindmølleindustrien.
Sidstnævnte produktområde ventes i det nye regnskabsår at opleve en fremgang og bidrage til en samlet omsætningsvækst i intervallet 58 til 71 pct., oplyser Roblon.
Det betyder, at selskabet for hele 2018/19 regner med en omsætning i intervallet 350-380 mio. kr., mens overskuddet før skat ses stige til i intervallet 24-30 mio. kr.
/ritzau/FINANS